Helle Smedegaard holder meget af sit job som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen i Roskilde Kommune. Det har hun lyst til at understrege i en tid, hvor der er meget fokus på sosu-branchen med snak om manglende arbejdskraft i faget og stresset arbejdsdag.
Og jo, der kan være fart på indimellem. Men Helle har sin måde at tackle hverdagen på.
- Jeg ser aldrig problemer. Jeg ser kun udfordringer. Sådan har jeg det. Det er en livsfilosofi, siger Helle.
En god melodi kan løse meget
Selvfølgelig har hun også dage, hvor det ikke er en fest at gå på arbejde. Og der er ind imellem borgere, som kan være besværlige. Men det kan altid viskes ud af en god melodi på radioen i bilen på vej til næste borger.
- Jeg elsker musik, og hvis der har været noget, sætter jeg mig på mit kontor – det er min bil – og hører en god sang, fortæller Helle, der også har andre gode tips til at håndtere en travl hverdag.
- Jeg tager ikke arbejde med hjem mere. Det gjorde jeg i starten, men når jeg kommer hjem nu, går jeg ud i haven og sætter mig på min bænk. Så sidder jeg lige og tænker på, hvordan dagen er gået. Det gik godt og enkelt, og det var fint og så slut. Så lukker jeg den dér, fortæller Helle.
Haven i hjemmet i Roskilde er vigtig for Helle. Hun bruger mindst to timer i den hver dag, fortæller hun.
- Jeg elsker at rende rundt i den. Det er den måde, jeg stresser af på.
Vigtigt med gode kollegaer
Hendes mand, Per, og datteren og børnebørnene er også vigtige personer i Helles liv. Og så er der selvfølgelig de to dansk-svenske gårdhunde, Nimbus og Rita, der altid er tæt på, når Helle er hjemme i privaten.
- Jeg er en rigtig familiemor, fastslår Helle og understreger, at det gælder både privat og på arbejde.
For Helle lægger ikke skjul på, at det især er kollegaerne, der gør, at hun synes, hun har et dejligt arbejde.
- Jeg har så mange søde, dejlige kollegaer. Det er min familie. De betyder meget i hverdagen. Selvom jeg er en meget selvstændig pige. Jeg kører og arbejder meget selvstændigt, og man skal jo også træffe nogle beslutninger alene. Men jeg snakker også med mine kollegaer om det. Og vi krammer og kysser, og det er ”yes” og ”high five”, fortæller Helle med lys i øjnene.
Hun beretter også, at medarbejderne sammen koordinerer deres arbejde ud fra dagens kørelister, så de får optimeret ruterne ved en fælles indsats.
- Når jeg får en køreliste, kigger jeg altid på den og tilpasser den. Hvad er det for nogle borgere, vi har med at gøre? Hvad kan jeg gøre? Også rent geografisk, så man ikke skal ligge og bruge så meget tid på vejen, siger Helle.
Brænder for at arbejde med borgere med demens
Som sosu møder man mange ældre mennesker i sin dagligdag. Både personer med fysiske begrænsninger. Og personer med demens. Og specielt de sidstnævnte fylder meget hos Helle.
- Jeg elsker at arbejde med borgere med demens. Jeg synes, det er spændende. Det er en udfordring, men det kan jeg godt lide. Jeg brænder for at arbejde med dem, og jeg er også demensvejleder, fortæller hun.
Til gengæld kan det godt være hårdt, når borgeren er yngre. For eksempel kommer Helle hos en person i fyrrerne, der har sygdommen ALS.
- Det går lige i mit hjerte. Jeg gør det, selvfølgelig, det er jo en del af mit arbejde, ikke? Men jeg synes, det er hårdt. Det gør ondt i mit hjerte. Men det er også derfor, det er vigtigt at kunne lægge det fra sig, når du så kommer hjem, siger Helle.
Vil gerne gøre en forskel for andre
Overordnet vil hun dog ikke betænke sig på at anbefale jobbet som social- og sundhedshjælper til andre.
- Jamen du skal gøre det for at gøre en forskel for de ældre borgere. Men der kommer også noget tilbage, når man hjælper folk. Nu har jeg lige holdt nogle fridage, og da jeg kom tilbage, var der en, der sagde: Er det dig, Helle? Ej, det var godt. Så begyndte hun at smile. Det er sgu da helt dejligt at se. Man får anerkendelse. Det bliver man jo helt høj af. Det betyder meget, siger Helle.
Hun har nu været social- og sundhedshjælper i næsten 14 år. Herunder nogle år i et demens-psyk-team, der dog nu er nedlagt. Før sosu-tiden havde Helle blandt andet sit eget rengøringsfirma, indtil der var én kursusvejleder, der opfordrede hende til at tage uddannelsen som social- og sundhedshjælper.
- Hun sagde, du skal da videre. Jeg sagde, videre, hvordan videre? Du skal da være social- og sundhedshjælper. Okay. Det havde jeg ikke selv tænkt over. Jeg kendte jo godt faget, for min mor var husmorafløser, som det vist hed i gamle dage. Men jeg havde ikke råd til at tage en uddannelse. Så jeg skrev i min ansøgning, at det skulle være med voksen elevløn og i Roskilde Kommune, siger Helle med et grin.
Og sådan blev det. 31. oktober 2010 var hun uddannet. Helle elsker stadig sit arbejde. Hun elsker også at arbejde i Roskilde Kommune. Og sådan fortsætter det nok til pensionsalderen for den 55-årige sosu.
- Jeg kan ikke se mig nogen andre steder, fastslår hun.