You are here

IPad eller PC til alle skoleelever

Af Holger Petersen, Skole og Børn
  • Alle børn i Roskilde Kommunes folkeskoler vil nu få stillet en computer til rådighed

    Fotograf: Colourbox

Børnene i 0.-3. klasse får Ipads, mens de større elever fra 4.-10. klasse får bærbare computere.

Alle elever i folkeskolen vil i den kommende tid få udleveret en IT-enhed på skolen. Børnene i 0.-3. klasse får Ipads, mens de større elever fra 4.-10. klasse får bærbare computere. Hver elev får altså sin egen enhed, som tages med hjem efter skoletid.  Også lærerne og de pædagogiske medarbejdere på skolerne får nyt IT-udstyr.

Enhederne er skolens ejendom og forsikres af kommunen. Ipads til 0.-3. klasse elever leveres med stødsikkert cover. PC’er til 4.-10. klasse elever kommer med vandafvisende cover. Udleveringen af de nye enheder vil finde sted hen over vinteren og foråret 2016-17. 

Enhederne indkøbes fælles for alle skoler for at få de bedste priser. På specialområdet kan skolerne dog selv vælge de digitale enheder, som bedst passer til de enkelte elevers særlige behov.

”Min Uddannelse”

Grunden til, at kommunen nu tager skridtet til at udlevere en enhed til alle elever er, at undervisningen i højere og højere grad foregår gennem IT. Det understøtter elevernes læring på en lang række områder. Med IT kan eleverne fx selv producere materiale og arbejde med store mængder data.

Roskilde Kommune har valgt en digital platform, som hedder ”Min Uddannelse”. Her kan lærerne tilrettelægge undervisningen, så den passer til elevernes forskellige læringsmål. ”Min Uddannelse” har desuden gode værktøjer for både lærere, forældre og elever til at følge, hvordan det går med den enkelte elevs læring.

 

Dato: 28. November 2016

Senest opdateret:

11. Marts 2019

Kommentarer

Forældrekontrol iPads

Som far til 2 unger begge nu med skoleipads er det store ønske forældrekontrol med udleveret iPads. Det handler om styring af tidsforbrug og adfærd. Roskilde har lavet fin poster men ingen politik på børns forbrug og adfærd. Med rette kan i sige det er forældre ansvar, men dette kan jeg ikke udføre i praksis, forældre App som OurPact skal lægge et it sertifikat på udleveret skoleipads men dette tillades kun såfremt kommunens it tillader dette.

Svar til "Forældrekontrol iPads"

Hej Claus
Vi har i Roskilde Kommune valgt at arbejde med digital dannelse som en integreret del af undervisningen og i skole/hjem-samarbejdet, i stedet for programmer, der styrer tidsforbrug og adfærd. Det betyder, at skolerne opsætter rammer for, hvordan eleverne skal bruge deres iPads/PC i undervisningen og at man sammen med forældrene også har denne drøftelse. Og det er rigtigt, at der dermed er et arbejde for forældrene i at have disse drøftelser hjemme.

Vi har således ikke valgt at have filtre på intranettet eller have programmer der styrer fx tidsforbrug på iPads.
iPads/PC er en integreret del af undervisningen og vil altid kræve, at man løbende drøfter, hvornår det giver mening at benytte de digitale værktøjer og hvornår det ikke gør. Dette gælder også, når eleverne arbejder med deres iPAd/PC i hjemmet.

Skole- og Børneudvalget har vedtaget principper for skolernes arbejde med det digitale område. Digital dannelse er et af de områder, som der skal arbejdes med i undervisningen.

Mål med digitalisering i folkeskolerne i Roskilde Kommune

Digital dannelse
Arbejdet med IT skal medvirke til at fremme elevernes digitale dannelse, forstået som det at kunne begå sig socialt, etisk og kritisk i en digital verden samt evnen til at kunne reflektere over de digitale muligheder og udfordringer. Elevernes muligheder for at være demokratisk aktive medborgere vil i højere grad kræve digitale kompetencer.

Understøttelse af undervisningen
De digitale enheder giver for eksempel eleverne mulighed for selv at undersøge og producere materiale, og understøtter dermed at læring sker gennem erfaringsdannelse og varierede undervisningsformer.

Digitaliseringen skal understøtte synliggørelse af elevernes læring. MinUddannelse skal danne udgangspunkt for dialog om elevernes mål og næste udviklingsområder.

Digitalisering skal understøtte inkluderende læringsmiljøer. Undervisningsdifferentiering skal støttes ved dialog om det enkelte barns mål. Desuden findes digitalt undervisningsmateriale, der tilpasses det enkelte barns niveau. Der findes en del digitale værktøjer, der understøtter elever med særlige behov.

Understøtte professionelle læringsfællesskaber
Digitalisering skal understøtte lærere og pædagogers samarbejde om forberedelse, gennemførsel og evaluering af undervisningen. MinUddannelse giver øgede muligheder for kollegial sparring og videndeling og fælles rammer for planlægning af undervisningen.

Understøtte samarbejde mellem skole og forældre
Elevplanen i MinUddannelse kan danne grundlag for dialog med forældrene om elevernes læring som et dynamisk dialogværktøj.
Hilsen Skole og Klub, Roskilde Kommune