You are here

Puljepenge skal bruges til lærere

Af Holger Petersen, Kommunikation, Skole og Børn
  • Lærer der underviser i klassen

    Fotograf: Holger Petersen, Kommunikation

Roskilde Kommune får 4,8 mio. kr. fra en pulje til et generelt løft af folkeskolen. Pengene fordeles forholdsmæssigt til skolerne og er øremærket ansættelse af lærere.

Alle kommunens folkeskoler kan se frem til at få deres forholdsmæssige andel af godt 4,8 mio. kr., som Roskilde Kommune modtager fra en statslig pulje til at løfte folkeskolen.

Puljen er afsat af regeringen og de øvrige partier bag finansloven for 2020, dvs. Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Partierne har aftalt at afsætte i alt 275 millioner kroner i 2020. Og i årene efter er der udsigt til flere penge. Det forhandles der dog stadig om.

- Det er dejligt at være i den situation, at vi får penge til at ansætte flere lærere i folkeskolen, både i år og formodentlig også i de kommende år. Det giver skolerne en økonomisk håndsrækning, som vil komme eleverne direkte til gode, siger formand for Skole- og Børneudvalget Jette Henning.

Pengene skal bruges til et generelt løft af folkeskolen og fordeles mellem kommunerne i forhold til deres andel af folkeskoleelever i 0.-9. klasse. Roskilde Kommune er blevet tildelt 4.828.000 kr. i 2020. Den formelle godkendelse af fordelingen af pengene sker i byrådet i denne måned.

Tilskuddet fra puljen skal anvendes til at ansætte lærere i folkeskolen. Midlerne skal fortrinsvist anvendes til fastansatte lærere, og de skal bruges ud over de budgetter, kommunen har afsat til folkeskoleområdet i 2020. Hvis ikke alle pengene er brugt inden udgangen af 2020, skal det ikke forbrugte beløb tilbagebetales.

Dato: 24. August 2020

Senest opdateret:

24. August 2020