You are here

Gå på opdagelse med fire nye Natureventyr

Af Nynne Sørgaard, Nationalpark Skjoldungernes Land
  • Natureventyr

    Fotograf: Natureventyr

    En pige er på Natureventyr i Svanninge Bakker. Nu kan du også tage på eventyr fire steder i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Børnefamilier kan nu gå på opdagelse med fire nye eventyr i naturen i Nationalpark Skjoldungernes Land. Et af eventyrene udspiller sig langs Midgårdsormen i Boserup Skov.

Fire nye Natureventyr giver nye oplevelser i nationalparken for aldersgruppen 3-8 år.

Natureventyr er skrevet unikt til udvalgte områder, og de er frit tilgængelige i appen ”Natureventyr”.

Hvert eventyr er fortalt som en skattejagt, hvor hvert kapitel er placeret langs en rute – og handlingen tager udgangspunkt i ting, som man kan se, høre og røre ved langs ruten. Undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og udfordringer, de skal løse.

Alle fire eventyr tager udgangspunkt i de gamle sagn og myter, der knytter sig til lokalområdet. Dermed fortæller eventyrerne en historie samtidig med, at de formidler viden om egnen.

  • Eventyret, som udspiller sig langs Midgårdsormen i Boserup Skov, har titlen ”Lille Thor og Midgårdsormen” og tager udgangspunkt i den nordiske mytologi.
  • I Gl. Lejre hedder eventyret ”Odin og Skjoldungen”. Ruten går fra Lejre Museum, forbi Kongehallerne og Skibssætningen til Hyrdehøjen og gennem eventyret hører børnene om, hvordan Kong Skjold ankom til Lejre og blev den første konge.
  • ”Yrsa i den gyldne skov” er titlen på eventyret ved Storskoven ved Hvalsø. Her følger eventyret Frode Fredegod – en skjoldunge, som var lidt for glad for guld. Og ruten går fra P-Pladsen ved Storskoven i Hvalsø ad en lille sti til en naturlegeplads.
  • Ved Herslev går ruten fra græsplanen ved Herslev Strand, ud langs fjorden og tilbage igen. I eventyret ”Rolfs kæmper og den gyldne armring” møder man Rolf Krake og hans kæmper.

Ved at kombinere de bedste og mest børnevenlige naturruter med leg, bevægelse, udfordringer og læring, er visionen bag Natureventyr at skabe underholdende og meningsfulde oplevelser for børn og deres voksne ude i naturen.

Eventyrerne er skrevet på en måde, der gør brug af principperne bag dialogisk læsning og beskæftiger sig med temaer, børnene kan relatere til. Det er med til at øge læselysten og læseparatheden hos børn, og derfor kan Natureventyrene også med fordel bruges af daginstitutioner og elever i indskolingen.

Alle fire eventyr ligger nu klar til brug. For at komme i gang skal man blot hente appen ”Natureventyr” ned på sin telefon, og tage ud til de lokaliteter, hvor eventyrerne begynder.

Det er ganske gratis at tage ud på de fire eventyr, som er finansieret af nationalparken i samarbejde med Lejre Kommune og Roskilde Kommune.

Dato: 20. Juli 2020

Senest opdateret:

03. August 2020