You are here

Klar og parat til skolestart

Af Holger Petersen, Kommunikation, Skole og Børn
  • Trekroners børnekor synger Klar parat start sangen, dirrigeret af Jakob Høgsbro

    Fotograf: Holger Petersen

”Klar parat, klar parat start - klar parat, klar parat start” er den taktfaste start på en ny sang om overgangen fra børnehave til skole

Flere hundrede børn fra børnehaver og 0. klasser i Roskilde Kommune gav den fuld gas da den nye sang ”Klar parat start” blev præsenteret ved en musikalsk event i Roskilde Kongrescenter 12. marts.

Børn, pædagoger og lærere lyttede både til borgmester Joy Mogensens festtale, til musikalske indslag som en sang om neandertalermennesker på jagt efter mammutter og naturligvis til ”Klar parat start” sangen. Der er produceret en musikvideo med sangen, som også blev vist for publikum.

Se musikvideoen her:

 

Sangen ”Klar parat start” er blevet til ved, at børn fra forskellige børnehaver og skoler har givet deres input til rytme- og tekstdelen i en kreativ proces, med børnetekstforfatter Dorte Schou og musiker Martin Gerup fra Roskilde Musiske Skole. Børnenes input er dernæst ført videre med en musikalsk stafet mellem Sigurd Barrett, Halfdan E. og Jakob Høgsbro for at skabe en melodi af høj faglig kvalitet.

Klar parat start sangen skal bruges til at bygge bro mellem børnehaver og skoler i Roskilde Kommune, så børnene får en god overgang. Sangen skal være en genkendelig medspiller for både børnene, deres familier, pædagoger og lærere i fremtidens samarbejde om at give børnene en tryg og god skolestart.

I Roskilde – Alle Tiders Musikby skal alle børn i Roskilde Kommunes dagtilbud og skoler have mulighed for at opleve musikken og udtrykke sig musikalsk. Strategiens to målsætninger Musik for alle og Musik sammen har været en væsentlig drivkraft i arbejdet med den fælles overgangssang. Og børnenes perspektiv har haft stor betydning for den måde, børn, personale og professionelle kunstnere har samarbejdet om rytme, tekst, melodi, koreografi og musikvideo.

Dato: 13. Marts 2019

Senest opdateret:

13. Marts 2019