You are here

Mød en ven du ikke kender

Af Claus Mellergaard/Kommunikation
Venner og et godt socialt liv er nøglen til livskvalitet. Men at finde andre med samme interesser som én selv er ikke altid lige let. Det skal en ny social platform råde bod på.

Det nye digitale mødested på nettet skal gøre det lettere for borgerne at finde hinanden. De kan mødes om interesser, efterlyse hjælp til fx pasning eller finde en at gå tur med. Kontakten er direkte fra borger til borger. Mødestedet har fået navnet "Boblberg", som hentyder til at borgerne skal oprette deres opslag i en boble:

   -  I mine øjne er "Boblberg" en ny og smart måde at etablere venskaber og fællesskaber på. Og med 240.000 brugere er der gode muligheder for at finde en at gå i biffen med, hvis man har lyst til det. Umiddelbart tænker jeg også, at det her digitale mødested vil kunne styrke vores foreningsliv endnu mere, udtaler Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Fodbold, reservebedste eller fitness

Et opslag - eller en boble - kan handle om at finde en at gå i biografen eller til fitness med. Det kan også være en boble, der efterspørger en fodboldspiller, så ens hold blive fuldtalligt eller en enlig mor, der efterlyser en reservebedste.  Det er jo Facebook om igen, tænker du måske? Men den markante forskel er, at Boblberg etablerer kontakten mellem mennesker, der ikke kender hinanden i forvejen.

Sådan gør du

På boblberg.dk, som allerede nu er tilgængelig for roskildeborgerne, kan du nemt oprette dig som bruger. Når det er gjort, kan du gå i gang med at boble eller søge på en, der allerede er oprettet.

Det kan fx være:

  • En at gå i biografen med
  • Nogle ligesindede at tale med fx om angst, depression og lign.
  • Bonusbedsteforældre eller bonusbørnebørn
  • Gå-, vandre-, løbe- eller træningsmakker
  • Frivilligt arbejde eller nogle at være frivillige sammen med
  • Andre til en madklub, strikkeklub eller læseklub

Gå til Boblberg.dk og opret dig som bruger

 FAKTA

  • Boblberg er udviklet i et samarbejde mellem flere kommuner og en række organisationer inden for kultur, fritid, sundhed og det frivillige foreningsliv.
  • Roskildes borgere har allerede nu adgang til Boblberg.dk.

 


     

Dato: 21. November 2019

Senest opdateret:

27. November 2019