You are here

Royalt besøg på Amtet

Af Holger Petersen, Kommunikation, Skole og Børn
  • Kronprinsesse Mary snakker med tre elever på Roskilde Gymnasium

    Fotograf: Mette Schønberg, Roskilde Gymnasium

    Kronprinsesse Mary i dialog med tre gymnasieelever under Ungdommens Folkemøde, iført sort mundbind.

HKH Kronprinsesse Mary kom på besøg på Roskilde Gymnasium under Ungdommens Folkemøde, der på grund af corona i år var gået virtuelt.

Ungdommens Folkemøde er også ramt af forsamlingsforbuddet under coronakrisen. Folkemødet er en demokratifestival, hvor unge kan debattere, diskutere og blive hørt - oprindeligt med inspiration fra folkemødet på Bornholm. De sidste par år har Valbyparken lagt græs til, med op til 25.000 deltagere.

Men i år er det foregået virtuelt på grund af coronakrisen. Og unge fra ungdomsuddannelserne i Roskilde Kommune har været klar ved tasterne 18. november, hvor det folkemødet gik i luften over hele landet. Det skete med prominente navne som statsminister Mette Frederiksen, der bød velkommen, direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm – og en lang række borgmestre, heriblandt Roskilde Kommunes borgmester Tomas Breddam. 

Og så fik mødet sandelig også et royalt islæt i Roskilde. HKH Kronprinsesse Mary besøgte "Amtet", som er Roskilde Gymnasiums folkelige navn, selvfølgelig med (sort) mundbind på, og fulgte en tid de unges deltagelse i mødet.

For borgmester Tomas Breddam er det vigtigt, at de unge har fora som Ungdommens Folkemøde.

-    Vi skal dyrke unges engagement i demokratiet. Derfor er det vigtigt med en aktivitet som Ungdommens Folkemøde, som giver de unge en stemme. Det er den samme tanke, vi har med Roskilde Kommunes ungebyråd,  Siger borgmester Tomas Breddam.

Dato: 18. November 2020

Senest opdateret:

18. November 2020