You are here

Dele af børnehuset Skademosegård er brændt
Af Line Rieck
I nat brændte en del af børnehuset Skademosegård i Bydel Trekroner i Roskilde. Brandårsagen er på nuværende tidspunkt ikke kendt.

Nattens brand er opstået i midten af børnehuset, og derfor er hele huset ramt af sod og røg, men dele af huset kan rengøres med overfladerengøring og vil forholdsvis hurtigt være klar igen. Skadeservice er i gang med at rense op, da en del af hus og inventar er vandskadet.

Direktør for Skole og Børn i Roskilde Kommune opfordrer alle forældre, der har børn i den pågældende institution til at følge med på Famly, hvor der vil være løbende nyt.

- Vi arbejder på højtryk for at finde ud af alt det praktiske, men vi får svært ved at nå det hele inden mandag. Derfor vil jeg anmode om, at de, der har mulighed for alternativ pasning mandag, benytter sig af det. Men kommunen tager selvfølgelig hånd om alle de børn, der kommer, siger direktør for Skole og Børn, Ane Christensen.

Der er knapt 100 børn på Skademosegård. Forældres indboforsikring dækker deres private ejendele i institutionen.

Dato: 09. November 2019

Senest opdateret:

09. November 2019