You are here

Endnu flere adresser får adgang til fremtidens bredbånd
Af Line Rieck
Borgmester Joy Mogensen var torsdag inviteret til at markere starten på TDC's etablering af fibernet i Roskilde - og TDC havde en god overraskelse med, for de kunne meddelelse, at antallet af adresser nu er streget til omkring 1800.

I løbet af 2019 vil langt flere borgere i Roskilde Kommune opleve, at deres digitale gøremål vil gå hurtigere. De vil nemlig blive tilbudt en bedre bredbåndsforbindelse, når der etableres fibernet i flere af de områder i og omkring Roskilde by, som pt. har internetforbindelse via telefonstikket. Desværre kan kobbernettet - det gamle telefonnet - ikke følge med efterspørgslen om højere hastigheder og bedre båndbredde i de danske hjem. Bredbånd via fibernet er én af flere teknologier, der giver fremtidssikrede bredbåndshastigheder.

I første runde drejede det sig om cirka 1000 adresser, og nu annonceres yderligere godt 800 adresser i Roskilde by. Sammenlagt forventes udrulningen at omfatte 5000 adresser i og omkring Roskilde i løbet af 2019, samt yderligere udrulning i 2020 og 2021.

Derfor vækker det glæde på Roskilde Rådhus, at TDC nu begynder arbejdet med at grave fibernet ned i flere kvarterer i Roskilde Kommune.

- I dag er en stabil og hurtig internetforbindelse blevet et nødvendigt inventar i en dansk husstand. Det modsatte gør det svært at drive virksomhed, begrænser muligheden for at arbejde hjemmefra og udfordrer moderne familier, der bruger nettet meget til at streame, game, foretage indkøb mv. Derfor er den her investering i bedre bredbånd med til at fremtidssikre områder i Roskilde, siger Joy Mogensen og understreger, at Roskilde Kommune har haft en rigtig god dialog med TDC om tilrettelæggelsen af gravearbejdet.

For at gøre brug af den gratis tilslutning til fibernettet skal man købe et bredbånds- eller TV-abonnement hos en udbyder efter eget valg. Det er dog også muligt at få udført den gratis tilslutning uden at tegne abonnement.

- Hos TDC ønsker vi at bygge fremtidens bedste digitale infrastruktur, og der er fiberbredbånd en bærende søjle. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu er i gang med den fysiske udrulning af fibernet her i Roskilde, og at vi samtidig kan tilbyde gratis tilslutning til endnu flere adresser. Vi ser et stort potentiale i Roskilde, og vi vil gerne bane vejen til den digitale fremtid med højhastighedsforbindelser på fibernet til Roskildes borgere, siger Uffe Tomasson, underdirektør i TDC.

Dato: 25. April 2019

Senest opdateret:

25. April 2019