You are here

Flere boliger i de nordlige landsbyer

Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
  • Soemmes_Vaenge

    Lokalplanen for Sømmes Vænge i Gundsømagle giver en byggeret til knap 60 almene boliger, som grænser lige op til Gulddysse Skov. Området er markeret til højre i fotoet.

To lokalplaner lægger op til udbygninger i Gundsømagle og Ågerup med ca. 80 boliger - både almene og ældreegnede.

"I Roskilde Kommune bygges rigtig mange boliger i disse år, for vi har en stor efterspørgsel efter at flytte hertil.
Vi vil opleve, at der flytter flere borgere til i Skousbo i Viby, i Vindinge, i Trekroner Øst, i Svogerslev og i Bromarken i Jyllinge. Ikke mindst Roskilde by vil også de kommende år få flere boliger.
Der er byggeri på vej på Slagerigrunden, på Sortebrødre plads, på Ringstedgade, på Musicon og på lidt længere sigt ved Sct. Hans og Ny Østergade.
Derfor glæder det mig, at vi også får udviklet vores landsbyer yderligere. Her finder vi andre tilbud og kvaliteter end i det mere bymæssige", siger borgmester Tomas Breddam.

Der er to lokalplaner, der lige er blevet behandlet i kommunens Plan- og Teknikudvalg.

Den ene er et forslag til lokalplan for Sømmes Vænge i Gundsømagle, som giver en byggeret til knap 60 almene boliger.

Den anden er et forslag til lokalplan for boliger ved Gundsø Omsorgscenter i Ågerup.
Her bliver der plads til en tæt-lav bebyggelse bestående af ca. 20 mindre boliger i ét plan med fælleshus og fælles opholdsarealer.

"I begge lokalplaner giver vi mulighed for at opføre nogle meget attraktive boliger - men på hver sig måde", fortæller formand for Plan- og Teknikudvalget, Daniel Prehn.

"I Gundsømagle giver vi mulighed for at bygge boliger i varierende størrelser, som grænser lige op til Gulddysse Skov. Det bliver en fantastisk beliggenhed.
I Gundsø kan opføres mindre boliger, som vil være attraktive for blandt andet seniorer. Her vil bestemmelserne om fælleshus og fælles opholdsarealer sikre gode muligheder for et stærkt fælleskab og socialt liv mellem de kommende beboere", siger udvalgsformanden.

 

Kontakt

Plan og Udvikling
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 46 31 30 00
Dato: 20. Januar 2020

Senest opdateret:

20. Januar 2020