You are here

Alle vibyborgere inviteres til præsentation af det nye Viby Bibliotek og Kulturhus
Af Lars Elmsted, Kommunikation
  • Tegning af det kommende Viby Bibliotek og Kulturhus

    Fotograf: Tegning af Christensen & co.

Fredag den 4. oktober kl. 16 i KulturCosmos får alle vibyborgere mulighed for at se plancher, model og 3D-animation af det nye Viby Bibliotek og Kulturhus.

Udstillingen vil også være åben de efterfølgende dage.
 
Borgmester Tomas Breddam afslører den 4. oktober tegninger og modeller for det nye bibliotek og kulturhus sammen med formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen, formand for KulturCosmos Rita Thorsen samt repræsentanter for Viby Bibliotek og Ramsøegnens Lokalhistoriske Arkiv.
 
- Det nye bibliotek- og kulturhus er en del af strategien for at skabe en attraktivt og levende bymidte i Viby. Med udbygningen af bl.a. Skousboområdet, som kommer til at tilføre byen i omegnen af 950 nye boliger, er udviklingen af Viby bymidte ekstra vigtig. Vi skal blandt andet med det nye bibliotek og kulturhus sikre, at Viby er gearet og klar til at modtage den byvækst, som vi planlægger på både den korte og den lange bane, siger borgmester Tomas Breddam.
 
I dag ligger Viby Bibliotek og Borgerservice i egne lokaler på Tofthøjvej, Ramsøegnens Lokalhistoriske Arkiv er placeret i Dåstrup og KulturCosmos har til huse i villaen Søndergade 13 og benytter Cosmoshallen og Pharmacosmosgrunden ved større arrangementer.
 
Ved opførelsen af det nye bibliotek og kulturhus samles de tre funktioner under samme tag.
 
- Det er visionen, at Viby Bibliotek og Kulturhus skal være alle borgeres åbne mødested, hvor man kan vælge at engagere sig aktivt inden for det kreative felt, viden, historie og udvikling af lokalområdet. Det nye hus bliver i dansk sammenhæng en unik sammensætning af forskellige aktiviteter, der forhåbentlig vil appellere til stort set alle indbyggere i Viby, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Claus Larsen.
 
I tilknytning til huset skabes et nyt bytorv som et naturligt centrum og mødested for borgerne i Viby, mens en koncertsal og café skal give liv i huset og aktivere pladsen foran huset.
 
Vinderne af udbuddet for totalentreprisekonkurrencen på Viby Bibliotek og Kulturhus er Team Skou Gruppen. Skou Gruppen danner hold med det anerkendte arkitektfirma Christensen & co (CCO) og Primus arkitekter samt det rådgivende ingeniørfirma Orbicon. Der er endnu ikke skrevet kontrakt på selve byggeriet, da stand still perioden løber indtil midten af næste uge.
 
Det har været af stor betydning for Roskilde Kommune, at det nye bibliotek og kulturhus bliver "borgernes hus". Derfor har der været afholdt en række møder og workshops for brugere og borgerne i Viby forud for udbuddet.
 
Sideløbende har en RUC-studerende interviewet unge fra Dåstrup Skole, Comet 13 og Kulturcrew.

Dato: 19. September 2019

Senest opdateret:

19. September 2019