You are here

Teknisk Skoles elever udvikler møbler af genbrugsbeton
Af Lars Elmsted, Kommunikation, By, Kultur og Miljø
Genbrugsbeton er et byggemateriale, som netop nu får meget opmærksomhed. 100 elever fra Roskilde Tekniske Skole har testet materialet ved at give deres bud på nyudviklede udemøbler. Alle møblerne indeholder genbrugsbeton, som firmaet firmaet Musiconcrete har hjulpet eleverne med at fremstille.

Resultatet af elevernes arbejde er blevet til 13 vidt forskellige møbler, som nu er flyttet ind i Latinerhaven hos Roskilde Gymnasium - til daglig kaldet Amtet.

Mandag indviede formand for Plan- og Teknikudvalget, Daniel Prehn, møbeludstillingen sammen med elever og lærere fra Teknisk Skole og gymnasiets rektor Henrik Nevers.

Møblerne er designet til at sidde, flyde eller slænge sig på, og der er også gjort plads til musikken. Latinerhaven har nemlig 2 udendørs bluetoothhøjttalere, som kan placeres i møblerne.

I første omgang kommer møblerne til at stå i Latinerhaven i en prøveperiode på 2 uger. Derefter skal der ses på, om nogle af møblerne kan blive en mere permanent del af haven.

Det er 3. år i træk, at Roskilde Kommune og Roskilde Tekniske Skole i fællesskab udvikler nyt byrumsudstyr. I 2017 lavede eleverne talerstole til kommunalvalget og i 2018 gjaldt det talerstole til Roskildes Lysfest.

Læs mere om Musiconcrete

Kontakt

By, Kultur og Miljø Sekretariatet
Rådhusbuen 1
4000 Roskilde
Afdeling By Kultur og Miljøsekretariatet
Administration By Kultur og Miljø
Tlf 46 31 30 00
Dato: 29. Oktober 2019

Senest opdateret:

29. Oktober 2019