You are here

Prioritering som følge af indsatsen mod coronavirus
Af Line Rieck
Danmark lukker ned, så vi mindsker spredningen af coronavirus. Sådan lød meldingen fra Statsministeriet i går, og vi er nu i gang med at planlægge den nedlukning af kommunale aktiviteter og institutioner, som vil finde sted de kommende dage også i Roskilde Kommune.

Arbejdet med at begrænse spredningen af corona-smitte betyder, at kommunen kommer til at prioritere opgaverne.

Krisestaben mødes i dag, og vi vil løbende informere dig her på siden og på kommunens Facebookside.

Borgere, der er sat i karantæne af sundhedsmyndighederne, kan kontakte kommunen, hvis de har brug for hjælp og ikke kan få den andre steder.

På Lindelunden, et bosted for sindslidende i Trekroner, er 16 medarbejdere og seks beboere i øjeblikket i karantæne i forlængelse af, at en medarbejder er konstateret smittet med corona-virus. Roskilde Kommune er opmærksom på, at Lindelunden deler adresse med Trekroner Plejecenter og tager alle nødvendige forholdsregler for at undgå smittespredning, ligesom psykiatrien i Region Sjælland er varslet om situationen.

Roskilde Kommune følger løbende anbefalingerne fra myndighederne og bestræber os på at informere berørte borgere så hurtigt som muligt.

Dato: 12. Marts 2020

Senest opdateret:

15. September 2020