You are here

Vinder af handicappris kan inspirere andre virksomheder

Af Johanne Breum Jacobsen, Social, Job & Sundhed
  • Vinderen af handicapprisen 2018

    På billedet ses vinderen, Tina Thorsted, og formanden for handicaprådet i Roskilde Kommune, Peter Vonsild. Det var Tinas medarbejder, Janni Jensen, der havde indstillet hende.

Årets handicappris gik i år til butiksejer, Tina Thorsted, som har vist, at selv en lille virksomhed kan tage socialt ansvar.

"Jeg føler mig aldrig forkert i mit job, fordi der er plads til mig og mine behov." Sådan begrunder Janni Jensen, at hun har indstillet sin chef Tina Thorsted til handicapprisen 2018. Tina Thorsted har med sin tøjbutik Schack & Thorsted skabt et arbejdsmiljø med plads til de særlige behov, hendes ansatte Janni Jensen har som følge af sit handicap. Selv har hun en idé om, hvorfor netop hendes indsats har gjort et indtryk på dommerkomitéen:

-  Jeg tror, man ville sætte fokus på, at en lille virksomhed også kan gøre en stor forskel, fortæller hun dagen efter prisuddelingen, hvor hun er tilbage på arbejde i tøjbutikken på RO's Torv i Roskilde.

Foruden de særlige hensyn i dagligdagen lægger medarbejderen Janni også vægt på indretningen af butikken, som skal være nem at komme rundt i for folk med handicap. Det store fokus på at skabe en butik, der er handicapvenlig for både personale og kunder, er netop grunden til, at Tina vandt prisen. Til uddelingen var der fokus på, at Tina kan være til inspiration til andre, fordi hun som mindre erhvervsdrivende har givet en person med handicap en chance for at komme i arbejde.

Opskriften på socialt ansvar

Tina Thorsteds særlige opskrift på socialt ansvar er heldigvis ikke så hemmelig, at hun ikke vil dele den med andre virksomheder:

-   Borgere i fleksjob er ikke dovne, men begrænsede. Jannie har f.eks. nogle styrker, jeg ikke selv har. Prøv at tage nogle i virksomhedspraktik, så får man mærket, hvad der fungerer bedst for medarbejderen og for virksomheden, forklarer hun.

Selv har Tina Thorsted kun gode erfaringer med at ansætte Jannie, der faktisk endte med at gå op i timer efter et stykke tid og er uundværlig for butikken i dag.

Handicapprisen bliver uddelt hvert år på FNs Internationale Handicapdag til én person eller forening i Roskilde Kommune, der har gjort en særlig indsats for at forandre livet for folk med handicap. Det er kommunens handicapråd, der står for at uddele af prisen, på 5.000 kr. 

Om uddelingen af handicapprisen

  • For at vinde handicapprisen skal man have gjort en særlig indsats for folk med handicap. Det kan f.eks. være at skabe beskæftigelse, aktiviteter, god tilgængelighed, mulighed for bedre sundhed og livskvalitet eller inklusion i forenings- eller samfundslivet.
  • Uddelingen fandt sted på ITC Dagcenter i Svogerslev, der er den daglige ramme for ca. 130 udviklingshæmmede borgere.
  • Det musikalske indslag, bandet Candyfloss, er et brugerband fra netop ITC i Svogerlev. Sidste års vinder og ildsjæl, musikkonsulent Claus Halkjær, er kapelmester i bandet.
Dato: 04. December 2018

Senest opdateret:

04. December 2018

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.