Bycykler

Du kan hoppe på en almindelig bycykel fra Donkey Republic eller en elcykel fra Bolt i Roskilde. Cyklerne er tilgængelige over det meste af Roskilde by.

Bycyklerne kan lejes i alt mellem 15 minutter og 14 dage.

Du kan leje cyklerne ved at downloade app'en til både Donkey Republic og Bolt nedenfor. Du betaler via dit betalingskort - prisen afhænger af, hvor længe du bruger cyklen. 

Hent app'en her

Du finder den nærmeste ledige cykel i app'en.
Der vil typisk være cykler at finde på Stændertorvet, ved stationen, ved havnen og andre centrale steder i Roskilde by.

Det er dog kun i app’en, at du kan se, om der rent faktisk er cykler på de forskellige afhentnings- og drop-off stationer – de kan jo være i brug – og så vil du blive guidet hen til den nærmeste ledige cykel ud fra, hvor du står.

Når du er færdig med at bruge cyklen, skal du aflevere den i en ledig drop-off station, som du finder på app'en. Hvis du ikke afleverer cyklen i en drop-off station, skal du betale et gebyr.

I løbet af din leje, kan du parkere og låse din delecykel hvor som helst, på offentlig vej, fortov eller gangsti – men den skal naturligvis placeres, så den ikke er til gene for andre, ligesom den heller ikke må efterlades på steder, hvor der er skiltet med andet. 

Har du forslag til nye afleveringssteder i Roskilde by?
Skriv dit forslag til veje@roskilde.dk.

Der ligger en bycykel fra Donkey Republic eller Bolt og flyder ude foran min butik/ejendom – hvem skal jeg kontakte?
Oplever du en delecykel, der er placeret uhensigtsmæssigt, så den fx fylder på fortovet, så man ikke kan komme forbi, må du meget gerne flytte den, så den står mere hensigtsmæssigt. Oplever du gentagne problemer og gener med cyklerne, kan du kontakte Materielgården på mail tfmaterielgaarden@roskilde.dk eller indberette via Giv et praj.

Sådan bruger du bycyklerne fra Bolt

Find mere information om hvordan du bruger cyklerne fra Bolt her.

Priser for bycykler fra Donkey Republic

< 15 minutter: 12 kr.
< 30 minutter: 17 kr.
< 1 time: 30 kr.
< 2 timer: 50 kr.
< 4 timer: 60 kr.
< 6 timer: 70 kr.
< 12 timer: 85 kr.
< 1 dag: 100 kr.

Find yderligere priser i app'en.