Du har mulighed for på få hjælp til:
- Madordning
- Indkøbsordning
- Vaskeordning
- Daglig oprydning
- Rengøring
Du skal først visiteres. Find ud af, hvilken visitator der hører til din adresse, og læs om de forskellige ordninger nedenfor:
Find visitatoren fra dit område
Indhold blokeret
Dette element kan ikke vises, da du ikke har givet accept til følgende typer af cookies:
Du kan ændre dine indstillinger ved at klikke på knappen herunder.
Kontakt Myndighedsservice
4000 Roskilde
Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage. |
Om madordning
Du har mulighed for at få bragt mad hjem til dit hovedmåltid, hvis du har særlige behov, som ikke kan dækkes ved køb af færdigretter eller lignende. Det er din visitator i Myndighedsservice der vurderer, om du kan bevilges madordning.
Du skal kontakte din visitator på hverdage mellem 8.30 og 9.30, som vurderer, om du kan bevilges ordningen.
Du kan se de gældende takster for madordningen på siden "Takster på det sociale område".
Du vil modtage en regning med posten eller i din E-Boks.
Har du spørgsmål til betalingen for madordningen, kan du kontakte Myndighedsservice.
Madudbringning sker 2 gange ugentligt. Maden er i en let engangsemballage.
Du kan se, hvem der leverer maden på vores side om leverandører.
Kølemaden er afkølet når du får den, og den skal opbevares i køleskab, indtil den opvarmes i mikrobølgeovn.
Har du ikke en mikrobølgeovn i forvejen, skal du anskaffe dig en.
Hvis du vil afbestille leveringer eller ændre din bestilling, skal du ringe til din leverandør indenfor åbningstiden.
Din chauffør kan ikke tage imod ændringer og bestillinger/afbestillinger.
Hvis du ønsker at skifte leverandør, skal du rette henvendelse til din visitator i Myndighedsservice. Skiftet skal ske med 30 dages varsel. Du må derfor regne med, at der går en måned inden skiftet slår igennem.
Hvis der er ting, du er i tvivl om, kan du ringe til din leverandør.
Chaufføren kan svare på spørgsmål, men kan ikke tage imod ændringer og bestillinger/afbestillinger.
Hvis du har hjemmehjælp, kan vedkommende også give dig råd og vejledning om maden.
Hvis du har fået afslag på madordningen og vil klage, skal du klage til Myndighedsservice senest 4 uger efter at du har modtaget afgørelsen. Din sag bliver genvurderet og hvis afgørelsen ikke ændres, sendes klagen videre til Ankestyrelsen.
Hvis du vil klage over maden, skal du først klage til din leverandør. Er du derefter stadig utilfreds kan du vælge en anden leverandør ved at kontakte din visitator i Myndighedsservice.
Om indkøbsordning
Du skal kontakte din visitator mellem 8.30 og 9.30, som vurderer, om du kan bevilges indkøbsordning.
Du skal selv betale for dine indkøb af dagligvarer. Leveringen er gratis.
Du bliver ringet op af en fast medarbejder fra leverandøren på en fast dag og tidspunkt, som I aftaler. Alternativt kan du bestille via leverandørens hjemmeside. Du afgiver din bestilling ud fra leverandørens katalog og varerne bliver leveret to dage efter til din bopæl. Chaufføren sætter køle- og frostvarer på plads, hvis ikke du kan selv. Du kan få leveret op til 20 kg. varer. Der er ingen nedre grænse.
Din visitator i Myndighedsservice kan visitere dig til at få hjælp til at bestille dine varer og sætte dem på plads, hvis du ikke selv er i stand til det.
Du kan få leveret varer på alle hverdage i dagtimerne, enten én gang om ugen eller hver 14. dag.
Du vælger selv, hvem der skal levere dine varer. Ved vurderingsbesøget giver din visitator dig informationsmateriale om de leverandører, du kan vælge i mellem.
Hvis du ønsker at skifte leverandør, skal du rette henvendelse til din visitator i Myndighedsservice. Skiftet skal ske med 30 dages varsel. Du må derfor regne med, at der går en måned inden skiftet slår igennem.
Har du fået afslag på indkøbsordningen og ønsker at klage, skal du sende klagen inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen til Myndighedsservice. Her vil din sag blive genvurderet, og hvis afgørelsen ikke kan ændres, bliver klagen sendt videre til Ankestyrelsen.
Hvis du er utilfreds med de varer du modtager, skal du først henvende dig til din leverandør. Er du derefter stadig utilfreds, kan du kontakte din visitator og evt. vælge en anden leverandør.
Om vaskeriordning
Du kan få hjælp til dit vasketøj, hvis du midlertidigt eller varigt ikke selv kan klare opgaven.
Vaskeriordningen er et eksternt vaskeri, hvor dit tøj bliver vasket. Leverandøren står for afhentning og tilbagelevering.
Det er din visitator i Myndighedsservice, der vurderer, om du kan bevilges vaskeriordning.
Du kan se, hvad vaskeordningen koster på vores side om takster på det sociale område.
Vaskeordningen skal dække dit behov for at få vasket eget tøj og linned. Du kan få vasket tøj svarende til 2 maskiner hver 14. dag (op til samlet 8 kg) pr. husstand.
Kulørt vasketøj vaskes ved 40 grader. Linned og håndklæder vaskes ved 80 grader.
En standardvask ved centralt vaskeri omfatter følgende:
- Udlevering af vaskesæk
- Afhentning af vasketøj på din bopælsadresse
- Vask af op til 8 kg tøj, linned og håndklæder pr. husstand
- Tørring af tøj, linned og håndklæder
- Sammenlægning af tøj, linned og håndklæder
- Pakning af tøj, linned og håndklæder
- Levering af rent tøj, linned og håndklæder på din bopælsadresse senest 1 uge efter det er afhentet
- Vaskeriordningen omfatter ikke rensning af tøj, vask af dyner, puder, tæpper eller gardiner. Vask af silke og uld samt lignende tilbydes ikke
Læs mere i Roskilde Kommunes kvalitetsstandarder.
Dit tøj afhentes i en lærredspose stående udenfor din hoveddør.
Det snavsede tøj er i forvejen lagt i lærredsposen af din hjemmehjælper, hvis du er bevilget hjælp til dette. Er du ikke bevilget hjælp til dette, er det dit eget ansvar at lægge tøjet i lærredspose.
Lærredsposen med vasketøj hentes af leverandøren af tøjvask på din adresse udenfor hoveddøren. Herefter bliver det sorteret og vasket centralt og efterfølgende lagt sammen.
Det rene vasketøj pakkes i ren lærredspose og afleveres uden for dit hjem/hoveddør.
Du kan få hjælp til at lægge snavset vasketøj i lærredspose, sætte vasketøj udenfor døren på et aftalt tidspunkt med leverandøren af tøjvask, tage det rene vasketøj leveret ved hoveddør ind, samt eventuelt lægge på plads. Disse opgaver udføres af din leverandør af personlig pleje og/eller praktisk hjælp.
Hvis du ønsker at skifte leverandør, skal du rette henvendelse til din visitator i Myndighedsservice. Skiftet skal ske med 30 dages varsel. Du må derfor regne med, at der går en måned inden skiftet slår igennem.
Hvis du har fået afslag på vaskeriordningen og vil klage, skal du klage til Myndighedsservice senest 4 uger efter at du har modtaget afgørelsen. Din sag bliver genvurderet og hvis afgørelsen ikke ændres, sendes klagen videre til Ankestyrelsen.
Hvis du vil klage over håndteringen af vasketøjet, skal du først klage til din leverandør. Er du derefter stadig utilfreds kan du vælge en anden leverandør ved at kontakte din visitator i Myndighedsservice.