Lørdag den 17. august 2024 kl. 13:00 åbner ARGOs genbrugspladser i Roskilde, Viby og Jyllinge, dørene op for et nyt område af pladserne, hvor du som borger kan give og tage gratis genbrug. 

Åbningen bliver markeret på alle tre genbrugspladser, men den officielle åbning foregår på genbrugspladsen i Roskilde. Her vil borgmester Tomas Breddam stå for at åbne arrangementet og deltage i fejringen. 

Ta' bare - det er gratis 

Genbrugsgenstandene kommer fra borgere, virksomheder, organisationer og foreninger, der har doneret brugbare genstande væk - det kan være alt fra byggematerialer, møbler eller køkkengrej, til legetøj og pynteting. 

Hvis du selv har nogle ting, du mener vil kunne få nyt liv hos andre, så kan du donere dine ting i det afmærkede område. Aflever kun genstande, der er hele og i god stand. Hvis du er i tvivl, kan du altid søge råd hos medarbejderne på genbrugspladserne. 

Registrer, hvad du tager

Du skal ikke donere noget for at kunne tage ting - det er frit for alle, og du kan tage så mange genstande du ønsker - bare husk at registrere, hvilke ting du tager. Det gør du via appen 'Direkte Genbrug'. ARGO bruger informationen til at beregne hvor meget CO2, du og andre er med til at spare klimaet for. 

Læs mere om gratis genbrug og åbningen på genbrugspladserne på www.argo.dk.