Skil adventskransen eller juledekorationen ad. Gran, kogler eller andet grønt kan komme til haveaffald eller afleveres på genbrugspladsen som haveaffald. Kugler, bånd og andet pynt kan bruges igen og ståltråd skal i metal. Stearinlys skal i restaffald.
Ler i juledekorationen kan afleveres på genbrugspladsen.
Brugte batterier fra børnenes legetøj eller julelys, skal lægges i en gennemsigtig plastpose og sorteres som farligt affald.
Flødeskum i sprøjte er nemt til børnenes varme kakao. Men når beholderen er tom og flødeskummen er brugt, skal beholderen sorteres som farligt affald.
Gavepapir kan sagtens genbruges igen, men hvis du ikke har lyst til dette kan du lægge det brugte gavepapir i beholderen til pap og papir. Gavebåndet derimod kan ikke genanvendes og skal sorteres som restaffald.
Gave- og skotøjsæsker er som regel lavet af pap eller karton. De skal derfor sorteres i beholderen til pap. Husk at pappet skal mases fladt, så det nemt kan være i beholderen.
Julekugler på juletræet er sjældent af glas, og skal derfor ikke sorteres som glas, når de går i stykker. Kuglerne kan smides i restaffaldet.
Julekalenderen er ofte lavet af karton og sorteres som pap. Hvis du har været heldig og haft en julekalender med chokolade eller slik bag lågerne, skal du skille julekalenderen ad og sortere indmaden som plast og resten som pap.
Der er rigtig mange juleprodukter, som indeholder elektronik: Blinkende julemænd og lysende juletræskæder. Alt sammen hører det til i småt elektronik, når du er færdig med at bruge dem og skal lægges i den røde kasse til farligt affald.
Madrester kan nok ikke undgås, og når du får dem, hører de til i madaffald - det samme gør andefedt, andeskrog og andre fedt- og benrester.
Brug evt. en ekstra pose, når du hælder fedt fra julemaden i madaffald. Hæld ikke fedtet i vasken, da det nemt klumper sig sammen i afløbet eller i kloakken.
Nissehuer kan genbruges år efter år, og hvis du har huer i overskud, kan du aflevere dem i til genbrug, så andre kan få glæde af dem. Er nissehuen gået i stykker eller er det ikke egnet til genanvendelse, kan du aflevere den sammen med dit tekstilaffald i den røde pose. Hvis der er batterier til lyd eller lys i huen, skal elektronikken fjernes og afleveres som småt elektronik og ned i den røde kasse til farligt affald.
Der brænder mange stearinlys og fyrfadslys i løbet af julemåneden. Når lyset er brændt ned, skal stearinstumpen til restaffald. Metalskålen fra fyrfadslys skal i metalaffald, og hvis der er stearin tilbage, skal det fjernes og i restaffald. Kunstige lys kan selvfølgelig bruges igen og igen. Derefter fjernes batterierne og resten sorteres som småt elektronik og den i den røde kasse til farligt affald.
Fyrværkeri og bordbomber, der er affyret, kan du smide ud i restaffald. Brugte stjernekastere skal i metalaffald. Hvis du har ubrugt fyrværkeri, som du ikke vil gemme eller fusere skal du aflevere det på genbrugspladsen.
Kontakt Affald og genbrug
4000 Roskilde
Mandag - fredag | kl. 09 - 14 |
Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage. |