Hvad er en adgangsvej?
Adgangsvejen er den vej skraldemanden skal gå fra skraldebilen og hen til dine affaldsbeholdere.
Der er f.eks. krav til afstand, adgangsforhold, belysning og belægning. Kravene skal sikre, at skraldemanden kan hente dit affald som planlagt.
Kravene er beskrevet i Regulativ for Husholdningsaffald i Roskilde Kommune.
Din adgangsvej når sneen rammer
Din adgangsvej når sneen rammer
Der er tre krav til din adgangsvej når sneen rammer. Læs mere om kravene og din pligt som husejer til at holde din adgangsvej ryddet og glatførebekæmpet.
Læs mere nedenfor.
Det er vigtigt, at du sørger for en ryddet og gruset adgangsvej når frosten og sneen rammer. Faktisk er det din pligt som husejer. Du skal sørge for at din adgangsvej og vejen hen til din beholder er ryddet og glatførebekæmpet inden kl. 07:00, for at være sikker på at skraldemanden kan tømme på din adresse.
Tre krav til dig
Der er tre ting du skal huske for, at skraldemanden kan komme sikkert frem hos dig.
- Ryd sne der hvor skraldemanden skal gå og ved din affaldsbeholder.
- Grus eller salt, så han ikke glider og falder.
- Tænd lys, så han kan se og komme sikkert frem.
Andre pligter og krav til husejere vedr. snerydning.
Ligger dit hus på en privat vej eller sti, er det din pligt at rydde for sne og gruse eller salte på både kørebane, fortov og sti. For det meste skal du kun rydde ud til midten af kørebanen, da ejeren på modsatte side har ansvaret for den anden halvdel af kørebanen.
Reglerne kan dog variere fra det ene lokalområde til det andet. Nogle steder er det fx grundejerforeningens ansvar at sørge for snerydningen.
Længden på din adgangsvej
Som standard skal dine affaldsbeholdere til rest-/madaffald, glas/metal og pap/papir/plast/mad- og drikkekartoner befinde sig inden for 0-5 meter fra skel.
Har du ikke mulighed for at overholde kravene og længden på adgangsvej, har du tre muligheder:
- Du trækker dine beholdere frem til skel senest kl. 05:00 på tømmedagen. På den måde overholder din adgangsvej kravene, og du sørger fortsat for, at skraldemanden har nem adgang til dine beholdere.
- Du rykker din faste standplads, så den befinder sig inden for de 0-5 meter fra skel. Så slipper du for at rulle dine beholdere frem og tilbage.
- Du tilkøber en længere adgangsvej - enten 5-40 meter eller 40-120 meter.
Særligt for farligt affald og tekstil
Den røde kasse til farligt affald og tekstilposen skal stilles helt ud til skel, så skraldemanden kan se dem fra vejen. Det er ikke muligt at tilkøbe en længere adgangsvej for farligt affald og tekstil.
Bor du på en koteletgrund?
Koteletgrunde har ofte en længere og smallere adgangsvej (med lidt god vilje ligner det en kotelet set oppefra) end almindelige villagrunde.
Som vist på på illustrationen skal koteletgrundens affaldsbeholdere stå maks. 5 meter fra skel for at blive hentet af skraldebilen.
Du har mulighed for at tilkøbe tømning ved lang adgangsvej, hvis du bor på en koteletgrund.
Eksempel på en koteletgrund
Bor du på en privat fællesvej?
En privat fællesvej er en vej, som benyttes af andre end den ejendom, hvor vejen er beliggende. Det er altså et fælles areal for kørsel for flere ejendomme.
Hvis du bor ved en privat fællesvej, skal beholderne placeres maks. 5 meter fra skel, som bliver markeret ved skelgrænsen mellem de to huse.
Du har mulighed for at tilkøbe tømning til lang adgangsvej, hvis du bor på en privat fællesvej.
Eksempel på privat fællesvej
Sådan tilkøber du lang adgangsvej
Ønsker du en længere adgangsvej?
Så har du mulighed for at tilkøbe det. Du kan tilkøbe lang adgangsvej til:
- 5-40 meter
- 40-120 meter
Hvis du ønsker at tilkøbe lang adgangsvej, skal du kontakte Affald og Genbrug på affaldoggenbrug@roskilde.dk. Så hjælper vores medarbejdere dig med tilmelding og betaling.
Spørgsmål og svar - krav til din adgangsvej
Regulativ for husholdningsaffald i Roskilde Kommune
Kontakt Affald og genbrug
4000 Roskilde
Mandag - fredag | kl. 09 - 14 |
Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage. |