Børnehuset Hyrdehøj

Et børnehus med udeliv og vild natur for store og små børn.

Udeliv og vild natur

Vores store, dejlige legeplads kun få meter fra Hyrdehøjskoven er fyldt med muligheder for alverdens forskellige lege og udfoldelser for børnene.

Vi er ude mange timer hver dag med børnene og vores legeplads er blandt andet indrettet med højbede, sansehave og drivhus.

I Hyrdehøj Børnehus værner vi om den vilde natur. Derfor har vi omlagt flere områder af vores udeareal til ”Vild med Vilje”-have. Området er indrettet, så vi inviterer natures vilde dyr ind. Det kan være pindsvin, insekter, ænder, egern, fugle og hvem der ellers har lyst til at komme forbi.

Vi lægger stor vægt på, at alle børn kommer tæt på naturen. At børnene udforsker naturens mangfoldighed og lærer at respektere og passe på den.

Vi tror på, at det giver sunde og robuste børn at komme ud i al slags vejr, og udenfor er der masser af plads og gode muligheder for leg – både de stille og de vilde lege.

Alle dyr må bo her. - Asger, 5 år

Hyrdehøj er et grønt børnehus

Hyrdehøj har det grønne spireflag. Det kan du læse mere om her.

Vi er med i ”Vild Med Vilje”, som er en bevægelse, der er med til at gøre naturen vildere, rigere og mere mangfoldig. 

Kom forbi og mød os

Vi bor i et dejligt stort og lyst børnehus med mange muligheder for forskellige lege.

I er altid velkomne til at ringe og lave en aftale med os og komme og møde os. Både familier og mødre- og fædregrupper er velkomne.

Det er meget nemt for nye at blive en del af huset. - Pædagog i Hyrdehøj

Vores værdier i Hyrdehøj

  • Vi ser, lytter, anerkender, fordi vi mener, at det styrker selvværdet.
  • Vi ser alle børns kompetencer, for alle har kompetencer.
  • Vi vil sikre, at alle børn bliver set og hørt.
  • Vi skal videreudvikle børnenes sociale relationer og empati.  

Den bedste børnehverdag

Vi er optaget af at skabe den bedste hverdag for børnene i Hyrdehøj. Som alle andre dagtilbud i Roskilde Kommune får vi løbende tilsyn af blandt andet kommunens pædagogiske konsulenter, som kigger på vores pædagogik, børnenes hverdag, trivsel og udvikling.

Du kan altid se vores tilsynsrapporter her på hjemmesiden:

De voksne i børnehaven er megagode til at give børnene vanter på, hvis de har brug for hjælp. - Sofie, 4 år

Stuer og børn

Vi har plads til 88 børn i Hyrdehøj. Og hvert år tager vi imod både nye vuggestue- og børnehavebørn. Da vi er et integreret hus, rykker vi oftest børn fra vuggestue til børnehave, når de er ca. 2 ½ år. Vi tager højde for børnenes alder i vores normering. Så ring til os og hør, om vi har plads til dit barn!   

Her er en oversigt over stuerne i Hyrdehøj

  • Mælkebøtten – 13 vuggestuebørn og 4 voksne.
  • Solsikken - 13 vuggestuebørn og 4 voksne.
  • Hybenstuen – ca. 18 børnehavebørn og 3 voksne.
  • Bellisstuen – ca. 18 børnehavebørn og 3 voksne.
  • Myntestuen – de ca. 22 ældste børnehavebørn og 3 voksne.
Jeg kan godt lide min børnehave, fordi jeg har mange venner, og vi kan lege far, mor og børn. - Viola, 4 år

Hjemmelavet økologisk mad

Vores køkken serverer hjemmelavet mad hver dag til alle børnene. Vi arbejder efter Fødevarestyrelsens anbefalinger og sikrer dermed børnene en varieret kost efter en menuplan. Vi bruger ikke sukker eller kunstige sødemidler i maden.

Vores køkkenleder står altid klar til en snak om maden og giver gerne ideer til mad, snacks og andet, I måtte have behov for.

Økologisk mad i Hyrdehøj

Mad- og måltidspolitik Børnehuset Hyrdehøj april 2023

Roskilde Kommunes mål for kostpolitikken er, at:

  • Den mad, der serveres i Børnehuset Hyrdehøj er sund, varieret og ernæringsrigtig.
  • Hovedparten af fødevarerne i Roskilde Kommune er økologiske.
  • Vi følger fødevarestyrelsen anbefalinger om kost til 0-6 årige børn.
  • Vi har valgt, at det er op til forældrene, om deres børn skal have sukker i kosten, og derfor tilsætter køkkenpersonalet hverken sukker og kunstige sødemidler til maden. Der findes en udvidet mad- og måltidspolitik i institutionen.
  • Når børnenes fødselsdage skal fejres, går vi i dialog med forældrene om, hvordan vi gør det bedst for børnene.
Maden i Hyrdehøj er vidunderlig med fokus på økologi og variation. Man bliver misundelig hver dag man modtager billeder af dagens frokost. - Lotte, forælder

Vi følger børnenes rytme

Det er dejligt at blive puttet - det er dejligt at sove!

Alle børn i Hyrdehøj, der har brug for søvn i løbet af dagen, får tilbud om at sove. Det aftaler vi med jer forældre. Nogle børn sover to gange, andre én.

Vuggestuebørnene sover udenfor i et overvåget krybberum.

Enkelte af de store vuggestuebørn og de af børnehavebørnene, der har brug for en middagslur, sover indenfor på én af stuerne.

Vi har fokus på forældresamarbejde

Dialogen om jeres barns trivsel og udvikling er en vigtig del af samarbejdet mellem jer forældre og os i Børnehuset Hyrdehøj. 

Foruden den daglige dialog med jer om jeres barn, inviterer vi jer forældre til en samtale hvert år, hvor vi taler om jeres barns aktuelle trivsel, udvikling og læring. Formålet med samtalen er, at vi sammen finder ud af, hvordan vi bedst kan samarbejde om jeres barns videre udvikling.

I Hyrdehøj har vi også et forældrekontaktudvalg (FKU) som består af 8 forældrerepræsentanter. 2 af disse medlemmer sidder også i områdebestyrelsen. I FKU sidder også den pædagogiske leder og en medarbejderrepræsentant. Vi afholder ca. 4 møder om året.

Det er et børnehus hvor der er kærlighed, rummelighed og opmærksomhed fra et utrolig stabilt personale - Søren, forælder

Områdeledelse

Børnehuset Hyrdehøj er sammen med 7 andre dagtilbud en del af område Vest.

Læs mere om områdeledelse.

Rammer for dagtilbud (hent som PDF)

Kontakt Børnehuset Hyrdehøj

Hyrdehøj 62
4000 Roskilde

Besøg os

I er altid velkomne til at ringe og lave en aftale med os. I må også gerne kigge forbi og lege på vores legeplads. Både familier og mødregrupper er velkomne.

 

Åbningstiderne pr. 1/1 2024 er som følger:

Mandag- Torsdag 6:40-16:55

Fredag 6:40-16:40

Vi har lukket på alle helligdage samt på enkelte andre dage - klik her og læs hvilke.