Børnehuset Mælkebøtten

I Børnehuset Mælkebøtten tror vi på, at de fælles oplevelser - foruden at skabe begejstring, vække nysgerrighed og læring - er vigtige både for børnefællesskabet og for det, der binder os sammen.

Højkvalitets dagtilbud med musisk samarbejde

I Børnehuset Mælkebøtten bliver børn og forældre budt indenfor i ny istandsatte rum, der inviterer til fællesskab og nærvær.

Vi er en 0-6 års institution med plads til ca. 25 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn. Vi er et mindre børnehus, hvor alle børn og voksne kender hinanden. Vi hilser på jeres børn og jer med navn og har indsigt i alle vores familier.

I Mælkebøtten er vi kendte for at være et højkvalitets dagtilbud. Hos os står det pædagogiske personale på en solid faglighed. Alle medarbejdere er blandt andet efteruddannet i ICDP (International Child Development Program).

Mærkbart for børnelivet i Mælkebøtten er vores ugentlige samarbejde med Den Musiske Skole i Roskilde. Alle mandage og fredage har vi besøg af en sang-, musik- og rytmikunderviser, som sammen med pædagogerne har sang og musik med alle vores børnegrupper.

I kan læse meget mere om vores børnehus, pædagogik og samarbejde med forældre i vores pædagogiske læreplan - find den her nederst på siden.

Natur, ture og grønne oaser

Vi er placeret i Roskilde vest med grønne oaser, skov, geder og høns i vores nærmiljø. Vi har nye eldrevne ladcykler, som vi hver uge cykler ud i verden på.

Turen går ofte til Boserup skov, havnen, biblioteket, Musicon eller udstillinger i Børnenes Hus i midtbyen. Vi tror på at de fælles oplevelser, foruden at skabe begejstring, vække nysgerrighed og læring, er vigtige for børnefællesskabet og det der binder os sammen.

Vores stuer, fællesrum og funktionsrum er alle malede i farverige og indbydende farver. Vi har nye inspirerende læringsmiljøer som vi løbende udvikler på, således at de understøtter og udfordrer børnenes naturlige nysgerrighed, udforskning og de projekter vi arbejder med.

Musik i Mælkebøtten - et 3-årigt projekt i børnehøjde

Alle er betydningsfulde deltagere

Vi er inddelt i mindre grupper alle formiddage og nogle gange også om eftermiddagen. De mindre børnegrupper betyder, at vi har gode betingelser for at skabe ro, nærvær og fordybelse i vores projektarbejde og derigennem gode trivsels- og deltagelsesmuligheder for alle børn.

Vores samspil og relationer med børn og forældre er kendetegnet ved et ressourceorienteret og anerkendende menneskesyn. Samt med afsæt i et stærkt børneperspektiv.

Centralt i vores pædagogik er, at vi stiller os nysgerrige, observerende og reflekterende. Hvordan det enkelte barn og børnefællesskabet som helhed oplever, trives og udvikler sig, i de rammer, samspil og aktiviteter vi stiller til rådighed, er omdrejningspunktet for vores ugentlige evalueringer.

Vi møder både børn og forældre med åbenhed og er nysgerrige på individuelle behov og præferencer. På samme tid vil I opleve, at vi formår at skabe gode og sunde børnefællesskaber. Fællesskaber med afsæt i ICDP og værdien om, at alle er betydningsfulde deltagere, og skal kendes for hver sit særlige biddrag til fællesskabet.

Vi har positive men også høje forventninger til hvordan vi er sammen i fællesskabet. Vi arbejder derfor målrettet og systematisk med at skabe trygge og inviterende miljøer, der hos børnene danner grobund for tiltro til hinanden, mod og hjælpsomhed.

Positive og høje forventninger til børnefællesskabet stiller ligeledes store krav til det pædagogiske personale om, at de er voksne, som børnene gerne må efterligne.

I Mælkebøtten er vi desuden velorganiserede. Vi har nærværende, motiverende og tydelig faglig ledelse. Vi har en god normering af uddannet personale og arbejder systematisk med pædagogisk kvalitetsarbejde. Det vil blandt andet sige:

  • Ugentlig tilrettelæggelse af det pædagogiske arbejde
  • Ugentlig pædagogisk refleksion
  • Ugentlig pædagogisk evaluering

Vores hverdag

Kl. 6.30: Vi tilbyder morgenmad i vores hyggelige fællesrum indtil kl. 8.00

Kl. 8.00:  Alle børn er på deres stuer og der foregår aktiviteter med fokus på nærvær og modtagelse af børn.

Kl. 9.00 - 9.30: Formiddagsmad/cafe

Alle børn er kommet, og der er samling på stuerne med fokus på fælles opmærksomhed og børnenes sproglige udvikling, gennem små dialoger og sang og musik

Aktiviteter/grupper/ture ud af huset - alle mandage og fredage er har vi sang og musik i samarbejde med Roskilde Musikskole.

Gruppeaktiviteter kan blandt andet foregå i vores Atelier, motorikrum, sanserum og krearum. Eller på ture ude af huset. Vi er ofte afsted på vores eldrevne ladcykler til Boserup skov, havnen eller midtbyen.

Kl. 10.45: Spiser vuggestuebørnene frokost

Kl. 11.00: Spiser børnehavebørnene frokost

Kl. 11.30 - kl. 12.00: Puttes vuggestuebørnene

Børnehavebørn der fortsat måtte have behov for en middagslur puttes efter frokosten.

Børns rytme er individuel, så derfor er der naturligvis børn, der sover og spiser på andre tidspunkter.

Kl. 12.00 - 14.00: Sovetid - personalepauser - møder

Kl. 12.00- ca.13.30: Børnehavebørnene er på legepladsen. Der igangsættes pædagogiske aktiviteter samt skabes inspirerende læringsmiljøer for børnenes lege. Det kan være cykelværksted eller andet.

Kl. 14.00 - 16.30: Børnene er på stuerne eller legepladsen og der igangsættes pædagogiske aktiviteter og skabes gode læringsmiljøer for børnenes lege.

Kl. 16.30 -  17.00: Samles de sidste børn og der igangsættes en aktivitet med fokus på nærvær. Fx højtlæsning eller en fortsættelse af en god leg.

Brumbasser, græshopper, snegle og salamandere

Mælkebøtten består af fire stuer:

  • Brumbasserne for de 10 mdr.- 2 årige
  • Græshopperne for de 2-3 årige
  • Sneglene for de 3-5 årige
  • Salamanderne for de 3-5 årige

Alle børn er desuden inddelt i mindre årgangsgrupper to dage ugentligt. Herunder Storegruppen for de kommende skolebørn.

Derudover har Mælkebøtten flere funktionsrum og værksteder:

  • Et stort og nyistandsat rytmik- og motorikrum.
  • Et Atelier, hvor der er mulighed for at tegne, male og andre kreative aktiviteter. Samt et sanserum.
  • Vi har også et mindre bibliotek, hvor børn og forældre kan låne bøger med hjem.
  • Vi samarbejder med Roskilde Bibliotek, som løbende kommer med nye bøger til os.
  • Vi har ligeledes et stort fællesrum. I fællesrummet er der skabt flere mindre og indbydende læringsmiljøer, hvor børnene har mulighed for at lege købmandsbutik, klæde sig ud og lege eventyr på vores scene, få læst højt eller andre aktiviteter der opstår ud fra børnenes lege og udforskning.

Kost og køkken

I Mælkebøtten er der fuld forplejning til alle børn. Vi starter med morgenmad fra kl.6.30 til kl.8.00, lidt formiddags mad ved 9.30 tiden, og til frokost et godt ernæringsrigtigt måltid og mælk at drikke.

Til eftermiddag er det lidt forskelligt, men et måltid med lidt tyngde, f.eks. hjemmebagt brød, bagte kartofler/grøntsager og frugt.

Det vi serverer for børnene er økologisk og beregnet, så de får de vitaminer, mineraler, proteiner mm. som de har behov for.

Roskilde Kommunes overordnede mål:

  • At den mad, der serveres i kommunens institutioner, er sund, varieret og ernæringsrigtig
  • At institutionerne bevidst arbejder med at nedbringe indtagelsen af sukkerholdige produkter i institutionen
  • At institutionerne bevidst arbejder med sund kost
  • Hovedparten af fødevarerne i Roskilde Kommunes institutioner skal være økologiske
  • Alle bestyrelser skal drøfte i hvilket omfang, der skal tilbydes særlig mad til børn på diæt og til børn fra andre kulturer

Områdeledelsen

Område Midtvest består af børnehusene Peblingevej, Skovmosen, Hørgården, Trehøje, Bella Luna, Mælkebøtten, Bullerby og Bredgades Børnehave.

Læs mere om områdeledelse.

Rammer for dagtilbud (hent som PDF)

Kontakt Børnehuset Mælkebøtten

Æblehaven 76
4000 Roskilde

Besøg os

Kontakt os endelig hvis I ønsker en rundvisning eller har spørgsmål til vores pædagogik, hverdag eller andet.

Mandag - Torsdag
Kl. 06.30-16.50

Fredag
Kl. 06.30-16.10

Vi har lukket på alle helligdage samt på enkelte andre dage - klik her og læs hvilke.