Vue over børnehuset Skræntens legeplads

Børnehuset Skrænten

I Børnehuset Skrænten arbejder vi ud fra at skabe hele, robuste og sociale mennesker, der oplever sig som værdifulde og kompetente.

Udviklende fælleskaber og et godt børnemiljø

Vi ønsker udviklende fælleskaber og et godt børnemiljø. Vi arbejder ud fra at skabe hele, robuste og sociale mennesker, der oplever sig som værdifulde og kompetente.

Vores nærværende tilgang til børnene i vores daglige arbejde, som for det meste foregår udenfor i vores skønne have, dejlige legeplads, frodige køkkenhave eller i nærområdet, skal bidrage til glade, trygge og sunde børn.

Sund, varieret og økologisk mad

Med udgangspunkt i Roskilde kommunes kostpolitik serveres sund, varieret og økologisk kost i børnehuset. Vi har fokus på det gode måltid og arbejder på, at måltidet skal være en god pædagogisk aktivitet til glæde for børnene. Vi bruger ikke sukker eller kunstige sødemidler i maden.

Søvn

Alle børn fra 0-4 får tilbudt at sove eller hvile sig 1-2 gange om dagen alt efter alder. Spirestuen fra 0-2 år sover i et krybberum og de 2-4 årige Kastanjebørn sover på en stue. Børnene sover alt efter alder i enten høje eller lave krybber eller på madrasser.

Spirer, kastanjer og æbler

Vi er normeret til 59 børn, som er fordelt på Spirestuen med de 0-2 årige, Kastanjestuen med de 2-4 årige og Æblestuen med de 4-6 årige.

Vi har tre stuer fordelt i hovedhuset, og Æblestuen som ligeledes benytter bjælkehytten, der også ligger på børnehusets matrikel. Alle stuer arbejder i mindre grupper, som fordeler sig i huset, på legepladsen eller er på tur i nærområdet.

Ældre hus på stor, kuperet grund med træer

Vi har et ældre hus beliggende på en stor kuperet grund med gamle æbletræer, kastanjetæer mv.

Huset har mange små kroge og mindre rum. Stuerne er fordelt i stueplan og på første sal og derudover har vi en bjælkehytte, som de ældste børnehavebørn benytter året rundt. De tre stuer Spirestuen, Kastanjestuen og Æblestuen har hver større eller mindre rum med små kroge.

Vi har en fantastisk kuperet legeplads med masser af plads og en bjælkehytte, udeværksted, plantekasser til krydderurter, blomster, insekthotel, forskellige gynger, klatrestativ, cykelbane, bålhytte, fodboldbane, klatreskrænt, rutchebaner samt mange kroge og buske man kan gemme sig i.

Samarbejdet med forældrene

Det er vigtigt at skabe sammenhæng i barnets liv, og derfor vægter vi forældresamarbejde højt. Et godt samarbejde skaber trivsel, læring og udvikling for det enkelte barn, og vi har derfor løbende dialog mellem forældrene og personalet. Forældrene inviteres til en ”Godt begyndt samtale” ved start i huset og efterfølgende til en årlig samtale med udgangspunkt i barnets trivsel, læring og udvikling.

Forældrekontaktudvalget (FKU) består af 4-6 forældrerepræsentanter samt en medarbejder og den pædagogiske leder.  To af forældrerepræsentanterne sidder desuden i Områdebestyrelsen. Vi afholder 4-5 møder om året, og forældrene er med til at skabe fælles aktiviteter for familierne i børnehuset i samarbejde med personalet; sommerfest, arbejdsdag og loppemarked.

Områdeledelse

Børnehuset Skrænten er en del af område vest, som desuden omfatter børnehusene Sankt Hans Gade, Smedegade, Wiemosen, Troldhøj, Hyrdehøj og Kongehøjen samt Solgårdens Vuggestue.

Læs mere om områdeledelse.

Besøg os

I er altid velkomne til at besøge os, men vi vil bede jer kontakte os pr mail eller telefon for en aftale om besøg.

Styrkede pædagogiske læreplaner

I Roskilde Kommunes dagtilbud arbejdes der ud fra Den styrkede pædagogiske læreplan og herunder det fælles pædagogiske grundlag og de seks læreplanstemaer. Dagtilbudsloven fastsætter, at den styrkede pædagogiske læreplan udgør rammen for det pædagogske arbejde i dagtilbud, og at alle elementer i det pædagogiske grundlag skal være udgangspunktet for arbejdet med det pædagogiske arbejde med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse.

For mere information om den styrkede pædagogiske læreplan læs mere her:

Den styrkede pædagogiske læreplan - dansk version

Den styrkede pædagogiske læreplan - engelsk version

Nedenfor ses det fælles pædagogiske grundlag og de seks læreplanstemaer illustreret ved en ”læreplansblomst”:

Kontakt Børnehuset Skrænten

#ALLE TIDERS ROSKILDE