Nærvær, tryghed og omsorg som udgangspunktet for udvikling, trivsel og læring
Børnehuset Svanen ligger i Gadstrup, en lille by syd for Roskilde. Huset ligger centralt mellem den lokale skole og byens sportshal, hvilket giver os rig mulighed for at bruge deres faciliteter aktivt i hverdagen.
I Svanen er vi som det faste personale, 6 pædagoger, 1 pædagogiske assistent, 2 medhjælpere og en køkken dame. Derudover har vi periodevis studerende fra henholdsvis pædagog uddannelsen og den pædagogiske assistent uddannelse.
I vores hus anerkendes børn som unikke personer med hver deres forudsætninger. Vores pædagogik tager udgangspunkt i et børneperspektiv hvor vi vægter nære, trygge og tillidsskabende relationer til både børn og forældre. Vi vægter nærvær, tryghed og omsorg som udgangspunktet for barnets udvikling, trivsel, læring og dannelse. Det er det pædagogiske personales ansvar at organisere og rammesætte læringsmiljøer der kan tilgodese dette.
I Svanen arbejdes der med aldersopdelte grupper to gange om ugen. Den voksne er rammesættende for aktiviteternes karakter ud fra et børneperspektiv og det er den voksnes ansvar at sikrer deltagelses muligheder for alle børn, uanset barnets forudsætninger eller udviklingsniveau
I Svanen går det pædagogiske personale forrest som tydelige retningsvisende voksne, både hvad angår måden vi taler på til hinanden samt hvordan vi omgås hinanden. Vi accepterer ikke grove drillerier og mobning, derfor arbejdes der i perioder forbyggende med dette gennem bl.a. ”fri for mobberi”.
I Svanen skal tonen og accepten både mellem børn og de voksne være præget af respekt, tolerance og anerkendelse.
Larven, brumbassen og mariehønen
Børnehuset Svanen er en mindre integreret institution med 1 vuggestuegruppe, Larven hvor der er plads til 13 børn og 2 børnehavegrupper, Brumbassen og Mariehønen. I børnehaven er stuerne alders integreret, hvilket betyder at børnegruppen er sammensat af børn i alderen ca. 2,10 – 6 år.
For at tilgodese de forskellige udviklingstrin og styrke relationerne på årgangen har vi to ugentlige gruppedage, hvor børnene opdeles i henholdsvis; lege (3 årige) - mellem (4 årige) - (5 årige) og storegruppe. Her tager aktiviteterne udgangspunkt i børnegruppens sammensætning samt den aktuelle børnegruppes behov. Aktiviteterne er alsidige og børnene har medindflydelse på processen.
Høns og nyttehaver, som børnene er med til at passe
Svanen er et hus der er mobilt indrettet, hvilket giver mulighed for hurtigt at indrette læringsmiljøer tilpasset børnenes aktuelle behov. Dette tilgodeser fx muligheden for plads til fysisk udfoldelse eller opdeling af mindre rum til stille aktiviteter. Til hver stue er et tilstødende lille lokale, som bruges til leg og planlagte aktiviteter. Hver stue og fællesrummet er indrettet med både mobile og faste akustik paneler, der sænker støjniveauet. Husets ”møbler” herunder stole, borde, garderober, reoler og toiletter, er indrettet så det tilgodeser børnenes selvhjulpenhed.
På legepladsen har vi et alsidigt miljø, hvor børnene har mulighed for at lege alene og sammen i større eller mindre grupper. Der er plads og mulighed for vild fysisk udfoldelse samt ro og fordybelse. På legepladsen har vi høns og små nyttehaver som børnene inddrages i at passe og pleje året rundt.
Der er også en lille indhegnet legeplads til vuggestuen, hvis de har brug for at være der.
Vi bruger nærområdet meget. Vi har bl.a. Gadstrup Mose tæt på, som vi ofte bruger til en hyggelig tur eller en dag dernede med leg og bål. Vi bruger også sportspladsen og multibanen til fodbold og lign., samt de de fine legepladsen i nærområdet.
Samarbejdet med forældrene
Det pædagogiske personale er meget opmærksomt på det enkelte barns og børnegruppens trivsel og læring. Vi tilstræber en kort snak hver dag om det enkelte barns trivsel og læring. Dette foregår som oftest i garderoben ved aflevering eller afhentning af barnet.
Endvidere afholdes en årlig samtale ud fra dialog redskabet: Hjernen og Hjertet. Derudover tilbyder eller indkalder vi til samtale ved behov. Vi er bevidste om, at forældre og børn er forskellige, og derfor vil det opleves, at forældresamarbejdet differentieres.
Områdeledelse
Svanen er en del af område Syd, som derudover består af børnehusene Blomstergården, Hyldebo, Lærken, Solstrålen, Stjernen, Hjortkær og Vindinge.
Besøg os
Hvis I ønsker at høre nærmere eller besøge Svanen, er I altid velkomne til at henvende jer telefonisk eller pr. mail. Det er altid muligt at få en rundvisning i huset, men ring altid på forhånd og aftal tid, så vi har mulighed for at tage godt imod jer.
Her vil vi også informere om, hvordan vi gør i forhold til COVID 19. Vi følger selvfølgelig Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Pædagogiske læreplaner
Rammer for dagtilbud (hent som PDF)
Kontakt Børnehuset Svanen
4621 Gadstrup
Åbningstider fra 2024 Mandag - torsdag 06.30-16.45 Fredag 06.30-16.30 |
Vi har lukket på alle helligdage samt på enkelte andre dage - klik her og læs hvilke.