Børnehuset Trehøje

Velkommen til Trehøje – Et hus hvor alle kender og passer på hinanden.

Nærvær og tryghed i hverdagen

Vi er et lille børnehus, med fokus på at skabe trygge relationer. Vi er bevidste om betydningen af nærvær og tryghed i hverdagen som forudsætningen for at barnet trives, lærer, udvikler sig og dannes i et ligeværdigt samspil. Når barnet indgår i trygge relationer med andre børn og voksne, styrker vi barnets lyst til at opdage og erfare verden.  I vores børnehus skal alle børn opleve at være en del af et fællesskab og mødes af nærværende voksne. Voksne, der er opmærksomme på barnets signaler og inviterer til fællesskab og samtaler om stort og småt.  

Vi arbejder bevidst og reflekteret med hverdagens rutiner og det læringspotentiale, de rummer. De rutiner, vi udfører hver dag og mange gange i løbet af en dag, er funderet i systematiske pædagogiske overvejelser. På den måde bliver hverdagens rutiner et genkendeligt læringsrum for børnene.

I vores børnehus vil vi kendes for:

  • Det gode børneliv hvor alle børn er del af et fællesskab
  • Den nærværende relation, hvor barnets perspektiver bliver set og hørt
  • En hverdag hvor den nære relation styrker barnets lyst til at opdage og erfare verden
  • Hverdagens rutiner som en væsentlig del af vores pædagogik
  • Et varieret ude-liv
  • Leg og legende miljøer som vækker børnenes nysgerrighed
  • Økologisk, sund og hjemmelavet mad, hvor børnene inddrages i køkkenet
  • Hvilestund for alle børn midt på dagen
I vores børnehus får vi hjemmelavet økologisk mad hver dag, som vi tilbereder fra bunden. Vi inddrager børnene i køkkenet og tilberedningen af maden. En gang imellem tænder vi bål og laver suppe eller pandekager over bålet.

Glidende overgang mellem vuggestue og børnehave

Trehøje er et børnehus med plads til 55 børn. Vi har en vuggestue (12-14 børn), en småbørnsgruppe (12-14 børn) og en børnehavegruppe (25-30 børn). Vi er meget glade for denne struktur, da det giver børnene mulighed for en glidende overgang mellem vuggestue og børnehave.

Trivsel og tryghed - alle tiders børneliv

Forældresamarbejde

Når vi får ”nye” børn, tager vi ikke kun imod børnene men ”nye” familier. Vi er opmærksomme på at forældre og familier er forskellige og ønsker at møde den enkelte familie ift. deres behov og forudsætninger. Derfor sker indkøringen altid ud fra individuelle hensyn.

Vi betragter den daglige dialog med forældrene samt planlagte samtaler som en vigtig del af vores arbejde, hvor vi samarbejder om børnenes trivsel og udvikling. I vores FKU (forældrekontaktudvalg) drøftes vores pædagogik, hverdag og hvad der ellers rør sig i Trehøje. Ligeledes tager FKU initiativ til flere sociale arrangementer, eksempelvis sommerfest og juleboder. Vi opmuntrer forældrene til at deltage i de sociale arrangementer i vores børnehus og oplever stor tilslutning til disse.

Gode læringsmiljøer både ude og inde

Vi har fokus på at skabe gode læringsmiljøer både inden- og udenfor. Vi indretter vores grupperum med afgrænsede læringsmiljøer, så der både er ro til fordybelse og til den aktive leg.

Vores legeplads er dejlig stor og kuperet med både bakker og klatretræer. Uderummet giver ro til nærvær og fordybelse uden forstyrrelser udefra. Der er højt til loftet og frie rammer som udgangspunkt for legen. Naturen byder på oplevelser sammen og giver anledning til ikke bare at udvikle børnenes fantasi og virkelyst men også deres gåpåmod og tillid til egne evner og verden omkring dem.

I Trehøje bruger vi aktivt uderummet som en del af vores pædagogik og bringer aktiviteterne udenfor, eksempelvis maling med børnene, madlavning i børnenes udekøkken eller højtlæsning.

Områdeledelse

Foruden Trehøje består området af Børnehusene Skovmosen, Peblingevej, Hørgården, Trehøje, Bella Luna, Mælkebøtten, Bullerby og Bredgades Børnehave. Fælles områdeleder er Anni Glindorf.

Pædagogisk leder i Børnehuset Trehøje er Miriam Bendtsen.

Læs mere om områdeledelse.

Besøg os

I er altid meget velkomne til at komme på besøg så vi kan vise jer vores dejlige børnehus. Vi beder jer ringe før et besøg og aftale et tidspunkt med os. I kan ringe til os på tlf. 46 31 47 93.

Praktikbeskrivelse

Rammer for dagtilbud (hent som PDF)

Kontakt Børnehuset Trehøje

Troldehøj 2
4000 Roskilde

Åbningstider

Mandag - Torsdag 6.35 - 16:50

Fredag 6.35 - 16.35

Vi har lukket på alle helligdage samt på enkelte andre dage - klik her og læs hvilke.