Alle mødes med et smil og hej, når dagen starter og slutter
Vi arbejder med musik, sang og bevægelse og er i maj 2018 certificeret som sangglad institution. Derudover elsker vi at være ude på vores fantastiske store legeplads med masser af græs og natur.
Det pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i børnenes egne oplevelser, nysgerrighed, iagttagelser, undersøgelser og eksperimenter og derud fra pædagogiske planlagte aktiviteter.
Børnenes dag følger nogle overordnede rammer, der er med til at skabe tryghed og ro. Samtidig følger husets aktiviteter og projekter også årets gang.
I Trekroner Børnehus vægter vi højt, at børnene får en sund og nærende kost. Derfor har vi ansat en uddannet kok, som også vægter højt at fremme børns mad-mod ved tilbyde varieret, farverig mad, som også bliver anrettet indbydende. Vi laver det meste mad fra bunden (f.eks. brød og mayonnaise)
Vi vægter også højt, at alle mødes med et smil og hej, når dagen starter og slutter.
God plads og gode muligheder for at skabe det nære i det store
Trekroner Børnehus er et integreret børnehus med plads til ca. 96 børn. Vi har god plads og gode muligheder for at skabe det nære i det store, både indendørs og udendørs. Trekroner Børnehus fra 2006 er aldersopdelt på stueetage og 1. sal. I stueetagen er vuggestuen (børn på ca. 0-3 år), caféen, køkkenet, børnenes garderobe samt kontor. På 1. sal er børnehaven (børn på ca. 3-6 år) og personale/samtalerum adskilt af gangbroen.
Stor naturlegeplads indrettet til både små og store
Børn under 3 år er i vuggestuen i stueetagen, hvor de kan færdes trygt. Vuggestuen er indrettet med 2 grupperum, et fælles torv og en garderobe, samt et større toilet/skifterum både med puslepladser og små toiletter.
Når barnet er ca. 3 år, rykker det videre til børnehaven. Børnehaven er opdelt i 3 grupper, der har base i hver deres rum. 2 grupper med børn i alderen 3-4 år og en storegruppe med de kommende skolebørn. Derudover er der et fælles torv mellem de 3 grupperum og et fælles lege- og læringsrum på den anden side af gangbroen. Desuden findes et større toilet-/skifterum.
Vores store naturlegeplads er indrettet til både vuggestuebørn og børnehavebørn, så alle kan færdes sikkert og trygt og med udfordringer for hvert alderstrin. På legepladsen er der et mini-legetårn med gangbro og rutsjebane til vuggestuen, samt en gangbro og rutsjebane på græshøjene til børnehavebørnene samt gyngestativ, naturlige bakker, minihuse, asfalteret kørebane, et bål- og udendørs køkken, en meget stor sandkasse, et udendørs værksted foruden den store græsplæne til leg, løb og boldspil.
Om sommeren har vi læ-/solsejl og hængekøjer, som børnene kan hygge sig sammen i, når de har brug for en pause.
Samarbejdet med forældrene
Vi ser forældresamarbejde som en vigtig del af det pædagogiske arbejde for børnenes hverdag og trivsel.
Vi bestræber os derfor på at have den lille snak med jer forældre om eftermiddagen, når I henter jeres barn. Dette, mener vi, giver grobund til et godt forældresamarbejde. Derudover inviterer vi til forældresamtaler og forældre kan altid bede om en samtale med os. Vi giver også informationer om dagligdagens pædagogik og barnets trivsel via vores platform Aula.
Vi har et forældrekontaktudvalg (FKU), som vi spørger til råds, og FKU henvender sig ofte til ledelsen om løst og fast.
Områdeledelse
Trekroner Børnehus er en del af Område Øst. Området omfatter også børnehusene Skademosegård, Nova, Trekroner, Vanddråben, Spirrevippen, Spirebakken, Reden og Fuglebakken.
Besøg os
I er hjertelig velkommen til at besøge vores børnehus, før I søger en plads eller når jeres barn har fået en plads via Roskilde Kommunes pladsanvisning.
Du skal blot kontakte os for at aftale et besøgstidspunkt. Så kan vi hilse på hinanden, vise jer rundt i huset, fortælle om hverdagens gang og svare på spørgsmål. For besøg kontakt os på tlf. 46 31 69 02.
Orientering om bortfald af skærpet tilsyn i vuggestueafdelingen i Trekroner Børnehus d. 15. maj 2024 (Område Øst)
I perioden primo maj 2023 til primo maj 2024 har vuggestueafdelingen i Trekroner Børnehus været under skærpet tilsyn grundet bekymringer for det pædagogiske læringsmiljø i vuggestueafdelingen
Observationer fra tilsyn i marts 2024 med udgangspunkt i KIDS materialet vidner om positiv udvikling i Trekroner Børnehus. Hvor vuggestueafdelingen i de tre områder fysiske omgivelser, relationer og leg og aktivitet ved KIDS vurdering i maj 2023 lå i utilstrækkelig kvalitet, viser KIDS vurdering foretaget i marts 2024, at vuggestueafdelingen i de tre områder nu vurderes til god kvalitet.
Forvaltningen kan konstatere, at der er sket en tilfredsstillende udvikling, og at der fortsat arbejdes konstruktivt med udvikling af kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer.
Det betyder, at forvaltningen, med afsæt i de politisk besluttede rammer for pædagogisk tilsyn, har besluttet at det skærpede tilsyn bortfalder pr. 15. maj 2024.
Hvis du har spørgsmål kan du rette henvendelse til dagtilbudskonsulent Joan Dybdal på mail: Joandp@roskilde.dk
Pædagogisk tilsyn
- Tilsynsdokument Trekroner Børnehus Omfattende Pædagogisk Tilsyn 2024
- Tilsynsdokument For Beslutning Om Bortfald Af Skærpet Tilsyn I Vuggestueafdelingen I Trekroner Børnehus 15.Maj 2024
- Tilsynsdokument For Opfølgende Tilsyn Trekroner Børnehus 2023
- Tilsynsdokument For Skærpet Tilsyn Trekroner Børnehus Vuggestueafdelingen 281123
- Tilsynsdokument For Skærpet Tilsyn Trekroner Børnehus Vuggestueafdelingen 050923
- Tilsynsdokument For Skærpet Tilsyn Trekroner Børnehus Vuggestueafdelingen 230623
- Tilsynsdokument For Skærpet Tilsyn Trekroner Børnehus Vuggestueafdelingen 040523
Pædagogiske læreplaner
Rammer for dagtilbud (hent som PDF)
Kontakt Trekroner Børnehus
4000 Roskilde
Mandag – torsdag: kl. 06:30 - 16:45 Fredag: kl. 06:30 - 16:30 |
Vi har lukket på alle helligdage samt på enkelte andre dage - klik her og læs hvilke.