Veddelev Børnehus

At børnene har en stemme, får indflydelse og ejerskab, føler sig værdsatte og betydningsfulde samt er en del af et fælleskab er vigtige elementer i vores tilgang til børnene i Veddelev Børnehus.

Landlige og idylliske omgivelser tæt på Roskilde by og fjord

Veddelev Børnehus er en integreret daginstitution med børn fra 0-6 år. Institutionen ligger i landlige og idylliske omgivelser i Veddelev by, tæt på Himmelev og Roskilde, med unikke muligheder for udeliv og naturoplevelser, som vi lægger stor vægt på at bruge i vores pædagogiske praksis. Selve børnehuset har en særlig varm og rolig atmosfære, der kommer til udtryk gennem personalets pædagogiske tilgang og indretningen inde som ude. Det er et traditionsrigt børnehus, der samtidig også udvikler sig ud fra den tid, vi er i, og ud fra den pågældende børnegruppe.

Vi arbejder ud fra en anerkendende og skabende pædagogik, hvor børneperspektivet og medinddragelse er i fokus. At børnene har en stemme, får indflydelse og ejerskab, føler sig værdsatte og betydningsfulde, samt er en del af et fælleskab er vigtige elementer i vores tilgang til børnene, når vi arbejder med deres trivsel, udvikling, læring og dannelse. Vi møder hvert enkelt barn med respekt for dets livsvilkår og en anerkendelse af, hvem det er, og hvor barnet er i sin udvikling. Vi skaber plads til forskellighed ved at tage børnenes spørgsmål og undren alvorligt og ved at italesætte forskelligheder på en positiv, konstruktiv og naturlig måde i fællesskabet.

Veddelev Børnehus er kendt for at have en stabil medarbejdergruppe, som kender huset og hinanden godt.

I Veddelev Børnehus er der madordning. Vi har ikke egenproduktion, men får leveret maden fra Fru Hansens kælder, som vores køkkenmedarbejder tilbereder og anretter i institutionen.

"Vuggehave" og aldersopdelte grupper

Veddelev Børnehus er normeret til 20 vuggestuebørn og 38 børnehavebørn. Huset er indrettet med fire stuer; én vuggestuegruppe med børn fra 0-3 år og tre aldersopdelte grupper med de 2½-4 årige, 4-5 årige og 5-6 årige.

Den yngste børnehavegruppe kalder vi for ”vuggehave”, da denne gruppe er dynamisk og i perioder både rummer de ældste vuggestuebørn og de yngste børnehavebørn. I andre perioder er det en ren årgangsstue ligesom de to andre børnehavestuer. Når børnene rykker fra vuggestuen til vuggehaven er det ud fra et børneperspektiv og med fokus på barnets trivsel, udvikling og modenhed frem for kun at se på barnets alder. Dette foregår i tæt samarbejde med jer forældre og mellem personaet på tværs af stuerne.

Legeplads rundt om hele institutionen

Veddelev Børnehus har en stor legeplads, der går rundt om hele institutionen. Legepladsen giver masser af mulighed for fordybelse og indbyder til forskellige legemiljøer og forskellige typer af leg. Vi har bl.a. to overdækkede områder, hvor vi skaber forskellige læringsmiljøer ud fra børnenes interesser og behov. Vores græsområde bruges bl.a. til vores ugentlige fodboldtræning i samarbejde med en fodboldtræner fra KFUM Roskilde.

Stuerne er indrettet ud fra børnenes alder, behov og interesser. Legetøjet skiftes jævnligt ud, og der flyttes rundt på møblerne på stuerne for at inspirere til nye lege og for at skabe nye muligheder for udvikling og læring. Børnehavens stuer består af et stort grupperum samt et mindre rum, hvor der er mulighed for at fordybe sig i forskellige lege og aktiviteter. Vuggestuen har ét stort grupperum og tager fællesrummet i brug, når der opdeles i mindre grupper.

Samarbejdet med forældrene

I Veddelev Børnehus lægger vi vægt på den gode og tillidsfulde relation til jer forældre samt på en kontinuerlig dialog og inddragelse i det daglige samarbejde omkring jeres barns trivsel og udvikling.

Vi tilbyder en opstartssamtale ca. 3 måneder efter jeres barn er startet i institutionen. Derudover tilbyder vi årlige samtaler ud fra Hjernen & Hjertet redskabet fra Rambøll, som Roskilde Kommune anvender. Som forældre kan man altid bede om en samtale ved behov eller ved en bekymring.

I Veddelev Børnehus har vi et forældrekontaktudvalg (FKU), hvor forældre kan få et andet indblik i den pædagogiske praksis. Forældrene kan her være talerør for forældregruppen og bidrage med deres perspektiver på praksis.

Områdeledelse

Veddelev Børnehus er en del af Område Nordøst. Området består desuden af børnehusene Egegården, Gundsømagle, Elverhøj, Frejas Have, Storkereden og Børnehuset Trylleskoven.

Læs mere om områdeledelse.

Besøg os

Vi opfordrer til, at I som forældre kontakter os og aftaler et forbesøg, så I får set institutionen, mærket stemningen og mødt personalet inden jeres barn starter. På disse forbesøg vil vi ligeledes have en dialog med jer omkring indkøring, særlige hensyn med mere, og lave konkrete aftaler ud fra det.

I kan henvende jer telefonisk eller via mail til den pædagogiske leder.

Pædagogiske læreplaner

Rammer for dagtilbud (hent som PDF)

Kontakt Veddelev Børnehus

Baunehøjvej 50, Veddelev
4000 Roskilde

Fra 1. januar 2024 har institutionen følgende åbningstid

Mandag-torsdag: 06:45-17:00

Fredag: 06:45-16:45

Vi har lukket på alle helligdage samt på enkelte andre dage - klik her og læs hvilke.