Børn, unge og deres forældre samt vordende forældre kan få råd og vejledning hos kommunen. Både enkeltmedlemmer og hele familien kan få familieorienteret rådgivning, også uden at der er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Rådgivningen kan bestå i, at barnet, den unge og familien bliver henvist til andre afdelinger i kommunen eller andre relevante myndigheder, som kan give den relevante rådgivning og vejledning. Rådgivningen kan være anonym.
Her på siden kan du læse om tilbud til børn og unge, der har brug for særlig støtte. Tilbuddene er ud over, hvad sundhedspleje, skoler og dagtilbud kan yde.
Børn og unge med behov for særlig støtte
Kommunen skal hjælpe børn og unge med behov for særlig støtte, så de får de bedst mulige opvækstvilkår. Hjælp efter servicelovens regler om særlig støtte forudsætter normalt, at der gennemføres en børnefaglig undersøgelse, og at der på den baggrund udarbejdes en handleplan. Hvis det er nødvendigt, kan kommunen give akut eller foreløbig støtte, mens der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse, og inden handleplanen foreligger.
Den særlige støtte til børn og unge kan fx være i form af konsulentbistand, pædagogisk støtte eller anden støtte i hjemmet, familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer. Det kan også være, at der er behov for anbringelse uden for hjemmet.
Støtten skal gives tidligt og sammenhængende og på baggrund af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages, og barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien.
Du kan læse mere om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet på borger.dk og om foranstaltninger om særlig støtte på Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside.
Kontakt Børn og Unge
4000 Roskilde
Mandag - fredag | 9 - 14 |
Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage. |