Få indflydelse: Skolebestyrelser og Skole/SFO/klubforum

Dialogen med forældrenes repræsentanter er vigtig i udviklingen af kommunens skoler og fritidstilbud.

Alle skoler skal have en skolebestyrelse

I skolebestyrelsen samarbejder forældre, elever og skolens personale om udviklingen af skolen. Skolebestyrelsens arbejde er bestemt af folkeskolelovens §§ 42-44.

Forældrene vælger deres repræsentanter til skolebestyrelserne for 4 år. I Roskilde Kommune sker det gennem forskudte valg hvert andet år, hvor omkring halvdelen af forældrerepræsentanterne vælges ad gangen.

Skolebestyrelsen er sammensat af

  • 7 forældrerepræsentanter
  • 2 medarbejderrepræsentanter
  • 2 elevrepræsentanter
  • 2 repræsentanter for det lokale erhvervsliv, lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner eller lokale foreninger.

For enkelte skoler kan sammensætningen dog være anderledes. Se mere om dette i Folkeskolens styrelsesvedtægt. Valgperioden for medarbejderrepræsentanter, elevrepræsentanter og repræsentanter for det lokale erhvervsliv, lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner eller lokale foreninger er 1 år.

Skolebestyrelsen arbejder med hele skolens virksomhed, herunder også SFO, undervisning i fritiden og samarbejde med lokalsamfundet. Det er skolelederen, der varetager den daglige ledelse af skolen.

Styrelsesvedtægten beskriver rammerne for skolevæsnet i Roskilde Kommune

Styrelsesvedtægten for skolevæsnet i Roskilde Kommune vedtages af byrådet og indeholder regler om valg af medlemmer til skolebestyrelsen, om skolebestyrelsens mødevirksomhed og beføjelser, om elevråd og meget mere.

Bilaget til styrelsesvedtægten indeholder de beslutninger, byrådet har truffet for skolevæsnet i Roskilde Kommune. Det gælder bl.a. beslutninger om skolestrukturen, lejrskoler, svømmeundervisning, budgetforhold, indskrivning og valg af skole og ferieplan m.v.

Klubbestyrelse (Alle klubber skal have en klubbestyrelse)

Byrådet har det overordnede ansvar for kommunens klubber og fastsætter mål og rammer for klubbernes virksomhed. Byrådet delegerer sin beslutningskompetence til klubbestyrelsen.

Klubstrukturen indebærer, at de enkelte klubber udgør én institution bestående af 3-6 afdelinger, en klubleder, et budget og en forældrebestyrelse.

For hver klub skal der vælges én forældrebestyrelse.

Valgperioden for klubmedlemmerne repræsentanter er 1 år, Forældre- og Medarbejderrepræsentanterne vælges for 2 år.

Det er forældrebestyrelsens opgave at varetage styrelsen af klubben inden for de mål og rammer, som Byrådet har fastsat, og som fremgår af bilag til denne vedtægt.

Bestyrelsen har følgende konkrete opgaver:

  • At fastsætte mål og principper for klubbens virksomhed inden for rammerne af kommunens Klubpolitik
  • At fastsætte principper for anvendelsen af budgetrammen
  • At fastlægge klubbens åbningstid inden for den ramme, som fastsættes af Byrådet

Der oprettes en enkelt forældrebestyrelse for hver klub.

Klubbestyrelsen er sammensat af

  • 1-2 forældrerepræsentanter
  • 2 medarbejderrepræsentanter blandt klubmedarbejderne
  • 2 repræsentanter for klubmedlemmerne i klubben

Styrelsesvedtægten beskriver rammerne for klub i Roskilde Kommune

Styrelsesvedtægten for klubberne i Roskilde Kommune vedtages af byrådet og indeholder regler om valg af medlemmer til klubbestyrelsen, om bestyrelsens mødevirksomhed og beføjelser.

Skole, SFO og Klubforum - et dialogforum for forældrerepræsentanter

Skole- og Børneudvalget ønsker at have en dialog med forældre om udviklingen af skole-, SFO- og klubområdet. Derfor mødes udvalgets medlemmer med forældrerepræsentanter fra kommunens skoler og fritidstilbud i Skole, SFO og Klubforum to gange om året. 

Skole, SFO og Klubforum består af Skole- og Børneudvalgets medlemmer, repræsentanter for skolebestyrelserne og klubbestyrelserne, ledelsesrepræsentanter og medarbejderrepræsentanter.

Skole, SFO og Klubforum opfylder kravet i folkeskolelovens §46a om et fælles rådgivende organ for kommunens skolevæsen.  

Fællesmøde for forældrebestyrelser den 12. november 2024

Skole- og Børneudvalget inviterer til fællesmøde for forældrebestyrelser den 12. november 2024. Mødet vil handle om stærke fællesskaber for alle børn og unge. 

Fællesmødet erstatter det ordinære dialogforum i efteråret 2024. 

Du kan læse mere i invitationen herunder. 

Invitation til fællesmøde for forældrebestyrelser

Datoer for dialogforum i 2024

Skole- og Børneudvalget holder fælles dialogforum mellem Dagtilbudsforum og Skole, SFO og Klubforum i 2024. 

Møderne holdes:

  • Tirsdag den 23. april 2024 kl. 17.00 - 19.00
  • Tirsdag den 12. november 2024 kl. 17.00 - 19.00 

Mødet er for forældrerepræsentanter i bestyrelser og forældrekontaktudvalg på skole-, klub- og dagtilbudsområdet. 

Nærmere information med invitation og program vil blive sendt ud via lederne på området og vil blive tilgængeligt her på siden forud for møderne.  

Anbefalinger fra Tænketanken for fremtidens forældresamarbejde

Tænketanken for fremtidens forældresamarbejde, som Skole- og Børneudvalget nedsatte i 2022, har nu afsluttet sit arbejde.

Tænketanken har fremsat 3 anbefalinger og to af disse, besluttede Skole- og Børneudvalget den 7. november 2023, at alle dagtilbud, skoler, SFO’er og klubber skal arbejde videre med lokalt i bestyrelserne.

På Skole- og Børneudvalgets møde med dialogfora for Dagtilbud og Skole/SFO/Klub den 16. november 2023 blev anbefalingerne også drøftet, med fokus på, hvad bestyrelserne har brug for, for at kunne arbejde med anbefalingerne lokalt.

På den baggrund er nedenstående materiale udarbejdet og sendt til dagtilbud, skoler og klubber til brug for den lokale dialog i bestyrelserne om de to anbefalinger.

Materiale til drøftelse af anbefalinger fra Tænketanken for fremtidens forældresamarbejde

Kontakt Skole og Børn

Rådhusbuen 1
4000 Roskilde

Du kan forvente svar fra os inden for 10 hverdage.

Hvis du vil sende personlige, fortrolige eller følsomme oplysninger, anbefaler vi, at du sender sikker post til os.