Etablering af større vedvarende energianlæg (solenergi og/eller vindmøller over 25 meter)

Hvis du ønsker at etablere større arealer med solenergianlæg eller vindmøller, skal der, afhængig af anlæggets størrelse, udarbejdes lokalplan og kommuneplantillæg eller landzonetilladels.

Formål med ansøgningsprocessen for vedvarende energianlæg

I Roskilde Kommune ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling og gøre processen så gennemskuelig som muligt.
I den forbindelse har Plan- og Teknikudvalget på mødet den 5. september 2023, punkt 128, besluttet at godkende en ny procedure for behandling af vedvarende energianlæg.

De forskellige ansøgninger puljes halvårligt og bedømmes herefter via en række kriterier. Disse er følgende:

  • Inddragelse af lokalområdet
  • Landskabelig påvirkning
  • Natur og miljøpåvirkning
  • Teknisk anvendelighed (netadgang, lokal aftager osv.)
  • Drift og vedligeholdelse

En udspecificering af kriterierne kan ses under afsnittet vejledninger.

Formålet med kriterierne er at sikre, at både kommunen som helhed og de berørte lokalområder får størst mulig gavn og færrest mulige gener af vedvarende energianlæg. Derfor lægges der vægt på ovenstående kriterierne, når det skal godkendes, hvilke projekter forvaltningen skal arbejde videre med i forbindelse med den planmæssige proces.

Processen for større vedvarende energianlæg

Hvis du ønsker at etablere solenergianlæg på arealer over 1 ha eller større vindmøller over 25 meter, skal der udarbejdes lokalplan og kommuneplantillæg samt miljøvurdering.

Det er projektejers ansvar at udarbejde lokalplanen og det anbefales at der indledes samarbejde med rådgivere, der har erfaring med den planmæssige proces.

Processen for vedvarende energianlæg

  1. Ansøger udfylder ansøgningsskema, husk fuldmagter fra grundejer.
  2. Forvaltningen foretager en faglig screening af henvendelsen i forhold til landskab, natur, naboer og lign. med henblik på at afgøre om den pågældende placering er realistisk.
  3. Opfølgende dialog med projektejer om projektets realiserbarhed og vigtige opmærksomhedspunkter til håndtering, såfremt ansøger kan gå videre med projektet, herunder sikring af, at projektejer tager dialog med nærmeste berørte naboer forud for en politisk orientering.
  4. Projektejer arbejder videre med projektet i forhold til kriterier for vedvarende energianlæg i Roskilde og fremsender endelig projektansøgning til forvaltningen til videre behandling. Deadline er hhv. 1. marts eller 1. september.
  5. Forvaltningen udarbejder en faglig vurdering af de indkommende projektansøgninger og fremlægger disse politisk.  
  6. Politisk beslutning om igangsætning af lokalplan, kommuneplantillæg og eventuel miljøvurdering af planlægning og projekt.
  7. Først når der er vedtaget et endeligt plangrundlag kan etableringen igangsættes. En forventet lokalplanproces estimeres at tage 9-12 måneder.

Ansøg om vedvarende energianlæg over 1 ha og / eller større vindmøller over 25 meter.

Når du ønsker at ansøge Roskilde Kommune om etablering af et solenergianlæg eller vindmøller skal ansøgningen sendes via ansøgningsskemaet som du finder adgang til herunder.

Inden du ansøger, bør du undersøge om arealet er omfattet af kommuneplanens negativudpegning, hvor etablering af vedvarende energianlæg ikke er muligt. 
Udpegningen kan ses på kortet længere ned på siden. 

Ansøgningsfrister

Deadline for de halvårlige ansøgningsrunder er hhv. 1. marts og 1. september. 

Ansøg om vedvarende energianlæg under 1 ha og / eller husstandsvindmøller

Solcelleanlæg under 1 ha og hustandsvindmøller, kræver umiddelbart ikke lokalplan, men landzonetilladelse – læs mere om landzonetilladelse her:
Hvis du vil bygge m.v. i landzone - Roskilde Kommune

Inden du ansøger, bør du undersøge om arealet er omfattet af kommuneplanens negativudpegning, hvor etablering af vedvarende energianlæg ikke er muligt. 
Udpegningen kan ses på kortet længere ned på siden. 

Arealer, der skal friholdes for vedvarende energianlæg

Kortet viser de arealer i Roskilde Kommune, hvor der kan være begrænsninger på etableringen af vedvarende energianlæg.

I den røde zone er det ikke muligt at etablere hverken solenergianlæg eller vindmøller.

I den gule zone er der kun muligt at etablere vindmøller.

I den grønne zone kan det være muligt at etablere solenergianlæg eller vindmøller, såfremt der kan opnås lokalplan og kommuneplantillæg.  

Arealudpegningen omfatter: Byzone og sommerhusområder, planlagt byzone, beskyttede naturtyper, bevaringsværdiget landskab, fortidsminde beskyttelseslinjer, fredede arealer, fredskov, geologiske interesseområder, perspektivområder, Natura 2000, skovbyggelinjer, søbeskyttelseslinjer, transportkorridoren og åbeskyttelseslinjer.

Udpegningen er vedtager af Økonomiudvalget på mødet den 17. april 2024, punkt 166.

Dialog er et vigtigt redskab - projektejere skal holde dialogmøder

Roskilde Kommunes Plan- og Teknikudvalg har besluttet, at der allerede i den indledende dialog om et stort vedvarende energiprojekt skal være fokus på lokal opbakning, respektafstand, afskærmende beplantning og projektets bidrag til natur og biodiversitet.

Projektejeren skal derfor tage en dialog med de nærmeste berørte naboer allerede før, politikerne bliver orienteret om en evt. kommende sag.

Mindre solenergianlæg til private eller erhverv

Hvis du ønsker at etablere solenergianlæg på taget af en privat virksomhed kan du rette spørgsmål til Erhvervsafdelingen via dette link: Kontakt Erhvervsafdelingen

Hvis du ønsker at etablere solenergianlæg til din private bolig kan du rette spørgsmål til Byggesag via dette link: Kontakt byggesag

Kontakt projektleder på Ve-anlæg

Jonas Nørgaard Klügel

Jonas Nørgaard Klügel

Afdeling: Byudvikling og Grøn Omstilling

21 65 16 07 jonasnk@roskilde.dk