Små grupper, hvor fokus er på nærværet
Børnehuset Wiemosen er en integreret 0-6 års institution i Roskilde Vest. I Wiemosen har vi fire stuer. Vi har en vuggestue med børn fra 0-2 år, en mellemgruppe med børn fra 2-4 år, en børnehave med børn fra 4-6 år og en basisgruppe. Basisgruppen er normeret til 6 børn fra 3-6 år med særlige behov.
I Børnehuset Wiemosen lægger vi vægt på at have et roligt miljø, hvor alle børn bliver set og hørt og hvor der er plads til og forståelse for forskelligheder.
Vi arbejder med at udvikle de pædagogiske læringsmiljøer og bestræber os på hver dag at arbejde med børnene i små grupper, hvor fokus er på nærværet i relationen.
Børnehuset ligger i Wiemosen og er omkranset af en dejlig legeplads med grønne arealer, udfordrende legeredskaber og en naturlegeplads med bålplads.
Vi arbejder med stor grad af selvhjulpenhed hos børnene og med, at børnene er aktivt deltagende i deres egen hverdag. Dette hjælper børnene til at få en større bevidsthed om egen kunnen.
Vi går op i, at vores mad så vidt muligt er økologisk. Vi har det økologiske spisemærke i sølv (60-90 procent økologi). Vi har en nulsukkerpolitik i vores hverdag.
Wiemosens kerneopgave er: At alle børn trives og udvikles.
Søvnbehov og søvn
Børnene i Wiemosen har forskelligt søvnbehov, og der er stor forskel fra det helt lille barn i vuggestuen til det store barn i børnehaven.
I vuggestuen putter vi børnene, når de er trætte og lader dem sove til de vågner. Børnene sover i vores barnevogne, der står i en liggehal i forlængelse af vuggestuen. Når børnene bliver to år, bliver de puttet i senge på gulvet, da de ikke længere må være fastspændt i seler.
I børnehaven hviler børnene tre gange om ugen i en halv time, og de børn, der har brug for at sove, har mulighed for det.
Andedammen, lærkereden, storkereden og basisgruppen fuglestuen
Vi har fire stuer i Wiemosen.
- Andedammen er vores vuggestue med børn fra 0-2 år. Der er 13 børn og 5 personaler.
- Lærkereden er vores mellemgruppe med børn fra 2-4 år. Der er ca. 15 børn og 4 personaler.
- Storkereden er vores børnehavegruppe med børn fra 4-6 år. Der er 25 børn og 4 personaler.
- Fuglestuen er vores basisgruppe for børn med særlige behov. Der er 6 børn og 4 personaler.
Værksted, legepladser og fire christianiacykler
Børnehuset Wiemosen er et stort hus med rummelige stuer, hvor der er plads og mulighed for at skabe små læringsmiljøer indendørs. Vi har et værksted, hvor børnene kan fordybe sig i kreative aktiviteter og et stort fællesrum, som vi bruger flittigt i løbet af dagen og til vores fællesarrangementer.
Vores legeplads er opdelt, og der er rig mulighed for at udvikle børn i alle aldersgrupper og på alle udviklingstrin. Derudover har vi fire Christianiacykler, der giver os mulighed for at komme rundt i Roskilde og gøre brug af nærområdet.
Samarbejdet med forældrene
Vi er meget opmærksomme på, hvordan vi møder forældrene i vores hverdag. Alle forældre er forskellige i forhold til, hvor meget de selv henvender sig til personalet om deres barns hverdag.
Personalet har ansvaret for, at alle forældre føler sig velkomne og medansvarlige for deres børns hverdag i Wiemosen. Dvs. at personalet skal invitere forældrene ind i den daglige snak om deres barns hverdag.
Derudover holder vi årlige samtaler med forældrene, hvor vi tager udgangspunkt i dialogredskabet ”Hjernen og Hjertet” og tager gerne løbende samtaler efter behov.
Områdeledelse
Børnehuset Wiemosen er en del af Område Vest, som desuden omfatter børnehusene Sankt Hans Gade, Smedegade, Troldhøj, Hyrdehøj, Kongehøjen og Skrænten samt Solgårdens Vuggestue.
Pædagogiske læreplaner
Rammer for dagtilbud (hent som PDF)
Kontakt Børnehuset Wiemosen
4000 Roskilde
Besøg os Vi tager altid imod besøg og giver en rundvisning. Under Coronarestriktionerne foregår rundvisningen udenfor. Ved ønske om besøg kontaktes Pædagogisk Leder Anna Skov-Hansen, 46314744.
|
Åbningstiderne pr. 1/1 2024 er som følger: Mandag- Torsdag 6:30-16:45 Fredag 6:30-16:30 |
Vi har lukket på alle helligdage samt på enkelte andre dage - klik her og læs hvilke.