Plads til forskellighed, trivsel, udvikling og læring
Vi er en institution under forvandling. Vi har arbejdet med at optimere vores læringsmiljøer rundt om i afdelingerne. Vi har arbejdet med vores struktur samt vores daglige pædagogik. Vi er optaget af at bruge hinandens kompetencer, samt arbejde på tværs med børnene i mindre grupper.
Vi har fokus på høj faglig kvalitet, inddragelse af børneperspektivet samt plads til forskellighed, trivsel, udvikling og læring. Vi prioriterer rummelighed samt inkluderende børnefællesskaber, nærvær, leg og fordybelse i vores arbejde med børnene.
Vi har ydermere fokus på de sociale relationer, samt at alle børn bliver set og hørt. Vi prioriterer leg og læring gennem leg, samt at alle børn bliver dygtige legebørn. Dette er det grundlæggende for at børn udvikler fantasi, nysgerrighed, fleksibilitet, fordybelse samt sociale kompetencer.
Vi arbejder struktureret med at styrke børnenes overgange
I gennem det sidste år har vi arbejdet struktureret med at styrke overgangene mellem Lillehus til Mellemhus, fra Mellemhus til Storehus og fra Storehus til skole. Overgangsarbejdet er fast på dagsordenen, da det er vigtigt for børnenes trivsel, udvikling og læring, at børnene føler sig både klar og trygge til overgangen, når de skal begynde i nye rammer, ofte med nye voksne. Ligeledes er det vigtigt, at de voksne fra begyndelsen har et kendskab til de børn de modtager, så de på bedste vis kan tage imod børnene. Vi har i år afprøvet forskellige tiltag, som vi løbende vil evaluere for at sikre den bedst mulige overgang for børnene samt de voksne der modtager dem.
Lillehus, Mellemhus og Storehus
Klostermarkens Børnehus ligger i Himmelev og har plads til 140 børn i alderen 0-6 år.
Vores hus er opdelt i 3 afdelinger: Lillehus, Mellemhus og Storehus.
- Lillehuset har 3 vuggestuegrupper fra 0-2,5 år.
- Mellemhuset har 2 småbørnsgrupper fra 2,5 til 4 år.
- Storehuset har en mellemgruppe fra 4-5 år og en kommende skolegruppe fra 5-6 år.
Alle børn har fast tilknytning til en fast stue med primærvoksne, der sikrer tryghed og nærvær, samt en fællesskabsfølelse børnene imellem. Det er ligeledes med til at underbygge et godt forældresamarbejde. Vi arbejder med børnenes nærmeste udviklingszone i tæt samarbejde med forældrene.
Tæt på fjorden, havnen og byens parker
Klostermarkens Børnehus har gennem de sidste 2 år gennemgået en del modernisering og fremstår i dag som et moderne børnehus. Vi har mange rum, som giver os mulighed for at dele børnene op i små grupper. Vi har indrettet stuerne med små læringsmiljøer.
Vi har et stort, dejligt udemiljø og benytter det meget og rigtig gerne. Vi kan lide at være ude med børnene og benytter udemiljøet til læring og leg.
Klostermarken ligger i Ladegårdsområdet, et område tæt på fjorden og havnen samt parkerne i byen. Vi har busstoppested lige uden for døren, hvilket betyder, at det er nemt at bruge byen, tage i skoven, grusgraven i Trekroner eller til stranden ved Veddelev.
Samarbejdet med forældrene
I Klostermarken indgår vi i tæt samarbejde med forældrene om børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse. Vi bestræber os på at inddrage forældrene så meget som muligt.
I vuggestuen har forældrene mulighed for at komme på besøg med deres barn før selve opstarten, så personalet udvikler en tæt kontakt til forældrene, før barnet endelig begynder. Vi afholder årlige forældresamtaler i hele Klostermarken, hvor vi, i samarbejde gennem dialogredskabet, udarbejder fokuspunkter med henblik på barnets nærmeste udviklingszone.
Områdeledelse
Klostermarkens Børnehus er en del af Område Midtøst, der består af Børnehuset Mælkevejen, Børnehuset Knolden, Vuggestuen Tummelumsen, Børnehuset Hanen, Børnehuset Ravnen samt Præstemarken.
Vores fælles vision er: ”At arbejde med høj kvalitet, med særlig fokus på leg og læring for at skabe robuste og demokratiske børn”
Vi har fokus på faglighed, nysgerrighed samt fællesskab.
Besøg os
Hvis I har lyst til at få en rundvisning i Klostermarkens Børnehus - enten for at finde ud af, om det er det rigtige sted for jer og jeres barn eller fordi I allerede har fået tilbudt plads - så er I meget velkomne til at ringe til Gitte Brouer Dalsgaard, som er Pædagogisk leder, på 2496 8812, eller skrive en mail på gittebd@roskilde.dk og aftale en tid for en rundvisning.
Pædagogiske læreplaner
Rammer for dagtilbud (hent som PDF)
Kontakt Klostermarkens Børnehus
4000 Roskilde
Lillehus 24803732 Mellemhus 24803734 Storehus 24803735 |
Mandag - Torsdag Kl. 06.45-17.00 Fredag 6:45 – 16:45
|
Vi har lukket på alle helligdage samt på enkelte andre dage - klik her og læs hvilke.